FIFA-chef: Korruption er mere reglen end undtagelsen

Domenico Scala, som er chef for FIFAs revisionskomite, efterlyser en mere åben dialog om korruption i FIFA.

Domenico Scala vil have styr på korruptionen i FIFA, og det skal ske via en åben dialog. (Foto: © Arnd Wiegmann, Scanpix)

Korruptionsskandalerne er haglet ned over det internationale fodboldforbund FIFA det sidste halve års tid, hvor der stadig er gang i efterforskninger af, hvad der betegnes som tvivlsomme overførsler i forbindelse med tildelingen af VM i 2018 og 2022.

Chefen for FIFAs revisionskomite Domenico Scala erkendte torsdag på en pressekonference i Zürich, at korruption er dominerende inden for FIFAs grænser.

- Det er blevet mere reglen end undtagelsen i vores organisation. Det er blevet systematiseret i fodbold, og hvis vi kan erkende dette, er det muligt at gøre noget ved det.

- Hvis vi ikke kan det, bliver det ved med at være et problem, sagde han ifølge NRK.

Stadig gang i efterforskningen

Domenico Scala er manden i spidsen for valget af den nye FIFA-præsident, der skal vælges ind som erstatning for Sepp Blatter, der går af til februar.

Han efterlyser, at der kommer en mere åben dialog om de herskende problemer med korruption, hvor schweizisk politi for tiden efterforsker 120 tvivlsomme overførsler i forbindelse med tildelingen af VM i Rusland i 2018 og i Qatar i 2022.

Indtil videre har ledelsen med Sepp Blatter i spidsen afvist alle disse anklager, men det schweiziske politi vil fortsætte med at afhøre eventuelt implicerede folk.

Den tidligere vicepræsident i FIFA og præsident for det asiatiske fodboldforbund Mohamed Bin Hammam er blandt de mistænkte.

Domenico Scala foreslår en ny reform for at undgå problemer med korruptionen, men endnu er intet bekræftet.