FCM-kaptajn inden milliondyst: 'Bliver en bøvlet opgave'

FC Midtjylland ligger lunt i svinget til at tage en plads i Europa League, når de i aften møder Malmö FF.

Jakob Poulsen forventer, at FC Midtjylland klarer sig videre til Europa League gruppespillet. (Foto: 10600 Andreas Hillergren/TT/Ritzau Scanpix) (Foto: © 10600 Andreas Hillergren/TT, Scanpix)

Der var god stemning i FC Midtjylland-truppen for en uge siden, da holdet tog turen tilbage over Øresund.

0-2 i pausen mod Malmö FF blev vendt til 2-2 i de sidste 45 minutter. Et glimrende udgangspunkt for avancement til gruppespillet i Europa League, der vil sende millioner i retning af FC Midtjylland.

I aften brager de to hold så sammen i det modsatte opgør, og det er med en vis portion selvsikkerhed at FC Midtjylland går på banen, fortæller FC Midtjyllands anfører, Jakob Poulsen.

-Jeg forventer, at vi går videre til gruppespillet. Det er det, vi er gået efter hele tiden, siger Jakob Poulsen.

Skal ikke stille sig ned

Selv om FC Midtjylland har sat sig selv i en god position, så er planen ikke at stille sig tilbage og lade tiden arbejde. Det er ikke en del af klubbens DNA, og Malmö har for dygtige spillere til, at det kan lade sig gøre.

- De har gode spillere på alle positioner, deriblandt tre danskere, som jeg synes gør det rigtig fornuftigt, så det skal nok blive en 'bøvlet' opgave, som vi siger i Midtjylland.

- Vi vil gerne have styr på tingene og putte dem under pres. Vi var gode på bolden i Sverige, og det skal vi være igen, og så skal vi være skarpe på dødbolde. Vi skal ikke dumme os igen som i Sverige, siger Jakob Poulsen.

Kampen fløjtes i gang klokken 19.15 på MCH Arena i Herning.