Thorup: Nåleøjet er blevet endnu mindre

FC Midtjylland-træner Jess Thorup spår ikke sit hold store chancer for at slå Southampton i kvalifikationen til Europa League.

Jess Thorup er ikke specielt begejstret for FC Midtjyllands lodtrækning i Europa League. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Jess Thorup er alt andet end glad for FC Midtjyllands kommende modstander i Europa League. De danske mestre skal forbi Premier League-klubben Southampton, hvis kvalifikationen til gruppespillet skal sikres.

- Southampton og Dortmund så jeg som de to sværeste modstandere, vi kunne møde. Og det, at det er et Premier League-hold, gør, at chancerne ikke er store.

- Men omvendt får vi mulighed for at få matchet os selv mod et hold fra måske verdens bedste liga og på den måde få en fornemmelse af, hvor vi står henne internationalt, siger Jess Thorup og tilføjer:

- Vi havde et håb om at komme igennem nåleøjet til gruppespillet, men vi er godt klar over, at chancerne nu ikke er store.

Traditionelt set bliver Europa League nedprioriteret af de engelske klubber, men desværre for FC Midtjylland har Southampton en anderledes seriøs tilgang til turneringen. Et faktum, der afspejles i sydenglændernes knusende sejr over to kampe på 5-0 over hollandske Vitesse.

Southampton satser på EL

Og dermed vurderer Jess Thorup ikke, at det får nogen betydning, at Premier League først går i gang denne weekend, mens midtjyderne har været i gang i flere uger.

- Ronald Koeman (Southamptons træner, red.) har stillet med et stærkt hold i kvalifikationen og desuden udtalt, at de satser benhårdt på at komme i gruppespillet. Så det, at Premier League først går i gang i nu, tror jeg ikke, man skal tillægge den store betydning. Og kender man de engelske hold, ved man, at de hurtigt er oppe i gear, når først sæsonen er i gang, siger Thorup.

Den første kamp spilles i England, og Jess Thorups mandskab kan dermed selv afgøre sin skæbne hjemme i Herning.

- Det var et ønskescenarie, når nu det skulle være, at vi skulle trække en så sværd modstander. Så hvis vi skal lave en overraskelse, skal den komme den vej omkring, slutter Thorup.