Midtjysk mareridt: Taber 4-0 på hjemmebane og ryger ud af Europa med et brag

Efter et stort nederlag mod portugisiske Sporting er FC Midtjylland ude af Europa League.

FC Midtjylland tabte torsdag hele 4-0 til portugisiske Sporting. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Drømmen om at spille sig i ottendedelsfinalen af Europa League levede i dén grad for FC Midtjylland, da de i sidste uge spillede 1-1 mod det portugisiske storhold Sporting.

Men torsdag fik midtjyderne en brat opvågning på hjemmebane.

Efter både at have modtaget et rødt kort og scoret et mærkværdigt selvmål tabte den midtjyske klub nemlig hele 4-0 i returopgøret af sekstendedelsfinalen, og dermed kommer de ikke i aktion mere i denne sæsons udgave af Europa League.

En stor afklapsning i den danske klubs sidste europæiske opgør for denne omgang, og det var bestemt heller ikke sådan, forsvarsspilleren Henrik Dalsgaard havde håbet, det ville gå.

- Det er megaærgerligt. For jeg føler, at vi var rigtig godt med i starten. Vi havde en god mulighed.

- Det er megairriterende, at vi taber så stort i en kamp, hvor det måske ikke var nødvendigt, siger han.

Det var dog ikke fordi, Sporting sprudlede hele opgøret igennem.

Fra kampens begyndelse var det nemlig FC Midtjylland, der virkede til at have fat i den lange ende.

Allerede efter få minutters spil viste kantspilleren Gustav Isaksen da også, at han ville gøre sit for en midtjysk sejr, da han i modstandernes felt afdriblede to mand, og kom tæt på at skabe en stor chance.

Men chancen løb ud i sandet, og derfra begyndte den portugisiske storklub stille og roligt at vågne op.

Midtjydernes overtag forstummede, presset mod deres mål blev tungere og tungere, og efter 20 minutter kom scoringen så også.

Efter en hjørnesparkssituation ikke blev afværget, havnede bolden for fødderne af Sebastian Coates, der efter lidt klumpspil fik skovlet bolden i mål.

Rødt kort kostede for Midtjylland

Men det stoppede ikke der, det portugisiske pres. Modstanderne fortsatte med at volde midtjyderne problemer, der heller ikke gjorde det lettere for sig selv.

Efter 37 minutters spil modtog venstrebacken Paulinho sit andet gule kort på kort tid efter en stempling på en modstander. Det vekslede dommeren til et rødt et af slagsen, og så måtte brasilianeren tidligt i bad.

Paulinhos røde kort gjorde ikke betingelserne lettere for FC Midtjylland. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

En bitter pille at sluge for midtjyderne, der måtte gå til pause med udsigten til at spille resten af kampen i undertal. Og netop det røde kort blev da også udslagsgivende, mener Henrik Dalsgaard.

- Det, der ødelagde det for os, var uden tivvl det røde kort. Paulinho skal være klogere. Ét er at få en dum advarsel, det har vi aller sammen prøvet, men så skal han være klogere bagefter. Det var med til at ødelægge mulighederne, siger han.

Flere problemer og mærkværdigt selvmål i anden halvleg

Det til trods kom FC Midtjylland igen godt ud fra omklædningsrummet, da anden halvleg blev fløjtet i gang.

Endnu engang var det Gustav Isaksen, der med et par vævre driblinger og en udmærket afslutning viste prøver på talentet. Men heller ikke denne gang formåede han at passere målvogteren.

Det gjorde Sporting til gengæld i den anden ende få minutter senere.

Efter endnu et hjørnespark ikke blev afværget af det midtjyske forsvar, havnede bolden for fødderne af Pedro Goncalves, der klaskede til den første gang.

Kuglen sejlede hele vejen rundt om Jonas Lössl og ind i midtjydernes målnet til 2-0.

Det samme var tilfældet små tyve minutter senere, da selvsamme portugiser trykkede af fra kanten af feltet. Bolden tog godt nok en afretning denne gang, men igen var Jonas Lössl uden chance på midtjydernes målstreg.

3-0.

En mildest talt komfortabel føring, og endnu større blev den, da forsvarsspilleren Stefan Gartenmann i det 85. minut ikke fik set sig over skulderen, men i stedet afleverede bolden ind i et tomt midtjysk mål, som Jonas Lössl var gået ud af.

Stefan Gartemann fik en uheldig hovedrolle, da han i kampens afslutning scorede et grotesk selvmål. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Derfra var det som om, portugiserne slap speederen en smule. Ja, faktisk mindede resten af kampen om en slags cruisecontrol for det portugisiske storhold.

Selvom FC Midtjylland forsøgte, kom de nemlig ikke til det store i resten af opgøret, og derfor er deres europæiske eventyr slut for nu.