Man skal over 60 år tilbage for at finde Manchester Uniteds første besøg på dansk grund, og gennem tiden har legender som George Best, Lou Macari og Bobby Charlton betrådt græsset på alt fra Holstebro Idrætspark til Næstved Stadion.
Frem til 1974 var det udelukkende udvalgte danske hold, der fik lov til at prøve kræfter med Manchester United, men da folkene på Holstebro Idrætspark den 8. august 1974 åbnede portene til en venskabskamp, startede det en længere årrække med hyppige besøg hos danske klubhold fra de røde djævle.
Vi skal dog frem til den 21. oktober 1998, før Manchester United for første gang drog til Danmark for at spille en betydningsfuld kamp, og det skulle gå ud over Brøndby i Parken.
Brøndby banket i Parken
I første hjemmekamp i Champions League-sæsonen 1998/1999 leverede Brøndby sensationen, da de besejrede det tyske storhold Bayern München med 2-1. De fleste husker, da Allan Ravn nærmest kastede sig ned i en afslutning fra 25 meter og sendte bolden i en høj bue ind bag en sagesløs Oliver Kahn til 2-1.
Efter at have tabt med 0-2 i runden efter til Barcelona på Camp Nou, var det altså Manchester Uniteds tur til at aflægge Parken en visit, og hvis troen på endnu en overraskelse var til stede før kampen, forstummede denne hurtigt. Der gik blot to minutter, før Ryan Giggs havde bragt Manchester United foran, og da uret havde rundet en time, havde Dwight Yorke netop scoret Uniteds femte mål.
Kim Daugaard havde forinden reduceret for Brøndby, mens Ole Gunnar Solskjær fik bragt Manchester United foran med 6-1, inden Ebbe Sand reducerede i kampens overtid til slutresultatet 6-2 til Manchester United, der som bekendt endte med at vinde Champions League efter et kæmpe overtidsdrama mod Bayern München i finalen, der endte med en engelsk 2-1-sejr.
Historien blev ikke bedre for Brøndby, da klubben runden efter rejste til Manchester for denne gang at tabe med 0-5 på Old Trafford.
Allbäck løftede taget
FC København havde kniven for struben inden opgøret i Champions League mod Manchester United i Parken den 1. november 2006. To uger forinden var københavnerne blevet sendt hjem fra Old Trafford med en lussing på 0-3, og hvis Ståle Solbakkens mandskab skulle have en chance for at gå videre, skulle Cristiano Ronaldo og co. besejres.
Manchester United havde valgt at spare et par profiler, men der ventede stadig FC København-spillerne en stor opgave med at lukke ned for Rooney og Ronaldo, men den benhårde forsvarsduo med Michael Gravgaard og Brede Hangeland, som populært blev kaldt "Copenhagen Air Force", storspillede og holdt United-stjernerne skak.
Efter 73 minutters fodbold uden mål skete det, de færreste turde håbe på. Lars Jacobsen sendte et af sine klassiske servede hjørnespark ind mod Copenhagen Air Force, hvor Michael Gravgaard fik snittet bolden videre, og efter lidt pingpong havnede bolden hos den svenske angriber Marcus Allbäck, der sendte bolden ind bag Edwin van der Saar til kæmpemæssig jubel i Parken.
1-0 vandt FC København, der dermed sikrede den første danske sejr over Manchester United i en betydningsfuld kamp. De tre point var dog ikke nok for danskerne til at gå videre, da de endte på sidstepladsen i gruppen bag United, Celtic og Benfica.
Fra udklassering til sensation
AaB's Champions League-eventyr i sæsonen 2008/2009 bød på flere store præstationer. En af dem var dog ikke, da gæsterne på Aalborg Stadion hed Manchester United.
Nordjyderne havde hentet et flot resultat mod Celtic på udebane i første kamp, men de kunne ikke følge op i anden runde, hvor Manchester United udspillede aalborgenserne og vandt sikkert med 3-0 på mål af to gange Dimitar Berbatov og en enkelt af Wayne Rooney.
Alligevel har klubbens fans rigtig gode minder med Manchester United. For i sidste runde drog AaB til Manchester for at møde United igen, denne gang på Old Trafford, og her leverede de rød-hvid-stribede danskere den største præstation i klubbens historie.
Efter første halvleg stod der nemlig 2-1 til AaB efter scoringer af Michael Jacobsen og Jeppe Curth, og selvom Carlos Tevez godt nok fik udlignet i anden halvleg til kampens slutresultat 2-2, var den danske præstation i sandhed et episk øjeblik i både AaB's og dansk fodbolds historie.
Hernings tur
Torsdag er det så Hernings tur til at få fornemt besøg af klubben med de stolte traditioner. Det sker, når FC Midtjylland tager imod Manchester United i første opgør af 1/16-finalerne i Europa League.
Opgøret vil uden sammenligning blive det største i FC Midtjyllands historie, og midtjyderne møder samtidig United på et rigtig godt tidspunkt.
For Louis van Gaals United-hold har i denne sæson leveret nogle af de værste præstationer i mange år, hvor både spillet og resultaterne har været under vanlige United-standarder.
Det engelske storhold må stadig betegnes som favoritter, men FC Midtjylland har flere gange i denne sæson vist højt niveau i de internationale kampe, hvor ét engelsk hold, i form af Southampton, allerede er blevet smidt ud af europæisk sammenhæng af de forsvarende danske mestre.
Om FC Midtjylland kan gøre det onde ved Manchester United i Herning får vi svar på torsdag, hvor MCH Arena lægger græs til opgøret, der har kampstart kl. 19.00.
Kampen kan følges direkte i LIGA på P3 samt dr.dk/sporten.
Kilde: oldtrafford.dk