Torsdag klokken 19:45 er i disse timer et kardinalpunkt for William Kvist. Til den tid vil dommer Leontios Trattou blæse i sin plastikfløjte, så det gjalder i hele Parken. Bolden vil blive prikket i spil, og returkampen mellem FCK og Jablonec vil være sat i gang.
- Europa League er en absolut topprioritet, så det er en rigtig vigtig kamp, fastslår William Kvist.
Når de står og venter på dét øjeblik, kan FCK’erne lune sig ved tanken om en 1-0-føring fra den første kamp. Men det er ikke nok, siger William Kvist, der allerede ved sin hjemkomst bedyrede sin iver.
- Vi skal angribe Europa, sagde han ved sin præsentation til et stort opsat fanarrangement.
Samme angrebslyst udtaler han også om torsdagens kvalifikationskamp:
- Vi har en forventning om, at vi kommer til at have bolden mere, end vi havde dernede. Vi har også en forventning og en forhåbning om, at vi skal op og score, selvom der står 0-0. Vi skal ikke forsvare den hjem.
Har haft problemer mod tjekker
Historisk set har FC København haft en smule udfordringer med tjekkiske mandskaber. Fire ud af syv opgør er endt med nederlag. Senest, hvis vi altså ser bort fra det første møde med Jablonec, var mod Viktoria Plzen i 2011.
Dengang tabte FCK henholdsvis 2-1 og 3-1, kort efter at William Kvist netop forladt FCK. Nu er midtbanegeneralen tilbage og er så småt spillet ind på holdet. Og selvom sæsonopstarten har budt på lutter sejre i både Europa League-kvalifikationen og Superligaen, så kan spillet stadigvæk forbedres, siger han:
- Hvis vi er lidt hårde ved os selv, så var Jabolnec til tider bedre end os dernede. De havde næsten flere end chancer end os. Derfor tager vi det meget seriøst, selvom vi er foran 1-0 og er på hjemmebane.
FCK-Jablonec kan følges direkte i LIGA på P3 fra klokken 18, hvor Brøndby spiller på udebane mod AC Omonia fra Cypern. Deres første kamp endte 0-0.
Begge kampe kan også følges på dr.dk/sporten.