Det har krævet en omfattende fodboldviden, hvis man kunne nikke genkendende til alle FC Københavns kommende modstandere i Europa League-gruppespillet.
Lokomotiv Moskva har navnet og historien på sin side, mens både Sheriff Tiraspol og FC Zlin er klubnavne fra periferien af europæisk fodbold.
Derfor får FC Københavns pr-afdeling da også sin sag for, når billetterne til de tre hjemmekampe skal sælges, siger DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.
- Det er en østeuropæisk lodtrækning, når den er allerværst skråstreg allerbedst. Det vil sige, at der ikke er meget genkendelighed i de mandskaber og det er meget langt fra Champions League-glamour. Det er ikke navne, der trækker publikum i Parken.
- Der var mulighed for at trække Atalanta fra Bergamo med Andreas Cornelius, flere tyske klubber og Rosenborg med Nicklas Bendtner og Mike Jensen samt Everton, der alle var langt mere spændende. Det de har fået er nok mere eksotisk.
Skal gå videre
Ærgrelsen over udsigten til tomme sæder må det forsvarende mesterhold i stedet undertrykke ved udsigten til at løbe på banen som favorit.
- Til gengæld er der nogle sportslige muligheder i puljen, og der bør være grobund for at FC København går videre.
- Når man kigger på, hvad der er de sportsligt mest overkommelige modstandere fra hvert seedningslag, og der synes jeg, at både Sheriff fra Moldova og Zlin fra Tjekkiet var i den lavere kategori, så det er fint, siger Andreas Kraul.
Han tillader sig derfor også at have en klar forventning til, at FC København lever op til sin topseedning og spiller sig i 1/16-finalerne.
- Jeg vil være meget skuffet, hvis ikke FC København går videre fra den her pulje. Var de kommet i Champions League havde de fået oplevelserne, og nu får de de sportslige muligheder i stedet for.
Stagneret Lokomotiv
Selvom gruppens russiske indslag måtte vække genklang hos kendere af østeuropæisk fodbold, så er hovedstadsklubben langt fra fordums styrke.
- Lokomotiv Moskva lyder måske af lidt mere, end de er. Det er godt nok en af traditionsklubberne i Rusland, men de blev nummer otte sidste sæson, og er blevet overhalet af andre hold, så det er ikke det bedste, russerne har at byde på.
- Der er langt mellem de genkendelige navne. Det nærmeste er peruaneren Jefferson Farfan, der har spillet i både PSV og Schalke, men ham hentede de i arabisk fodbold, hvor han var gået på aftægt, siger Andreas Kraul.
FC København åbner Europa League-gruppespillet den 14. september hjemme mod Lokomotiv Moskva.