Kraul om danske EL-chancer: 'To hold videre ville være godt'

DR Sportens fodboldkommentator ser ikke nogen af de danske hold som klare favoritter i aftenens Europa League-opgør.

Zornigers mandskab skal forsøge at skabe et godt udgangspunkt i Belgien, inden returopgøret på torsdag på Brøndby Stadion. (Foto: © Tariq Mikkel Khan, Scanpix)

Torsdag aften skal Brøndby, FC Midtjylland og FC København i aktion i Europa League-kvalifikationen. Alle tre danske hold starter med en udebanekamp, inden returopgør hjemme i Danmark på torsdag.

DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul vurderer de tre holds chancer for avancement til gruppespillet i Europa League.

- Alle tre danske hold starter på udebane, og det plejer man at sige, er en fordel.

- Det handler for alle tre danske hold om at holde liv i kampen og få et godt udgangspunkt til returopgøret på hjemmebane, siger Andreas Kraul.

Brøndby

Brøndby møder belgiske Genk i et opgør, hvor de blågule skal forsøge at finde spillet frem fra sidste sæson, samtidig med at de slås med et meget tyndt udvalg i midterforsvaret på grund af skader og karantæne.

Derfor forventer Andreas Kraul, at det bliver en svær opgave, der venter Brøndby i Belgien.

- Brøndby skal op mod et rigtig solidt belgisk hold. Kampen falder lidt uheldigt i forhold til, hvordan Brøndby spiller lige nu, og de lægger heller ikke selv skjul på, at de ikke rammer det niveau, som de gjorde i sidste sæson. Samtidig har de store problemer i midterforsvaret lige nu, så det er bestemt ikke det optimale tidspunkt.

- Normalt er det en fifty-fifty kamp, men lige nu vil jeg vurdere, at belgierne har en lille fordel, siger Andreas Kraul.

FC Midtjylland

De svenske mestre fra Malmø får besøg af de danske mestre, FC Midtjylland, i et opgør, som Andreas Kraul vurderer til at være en lige affære.

- Det er nok en fifty-fifty kamp. Midtjylland er ikke helt på toppen lige nu, men kan de finde deres topniveau, er de nok en anelse bedre end svenskerne, siger kommentatoren.

FC København

I Italien skal FCK på en meget svær opgave, mod Atalanta, der sluttede på syvendepladsen i sidste sæson i Serie A. DR Sportens fodboldkommentator levner ikke Ståle Solbakkens hold mange chancer mod et stærkt italiensk mandskab.

- Det er ikke nogen tvivl om, at FC København er på en rigtig svær opgave. Atalanta er et hold, der tager Europa League meget seriøst. Det er en top-modstander fra Serie A, som FCK skal måle sig med. Det bliver en kæmpe udfordring, og selvom det er FCK, der er seedet i den her runde, så er det en forholdsvis klar favoritværdighed til Atalanta, siger Andreas Kraul.

Selvom FCK historisk set har tradition for at spille europæisk fodbold i efteråret, så bør det ikke være en skuffelse at ryge ud til Atalanta, siger DR Sportens fodboldkommentator.

- Sportsligt set er det jo ikke en katastrofe at tabe samlet over to kampe til Atalanta, siger han.

Der venter de danske hold nogle svære opgaver, og derfor skal man ikke få forventningerne for højt op til, hvor mange af de danske hold, der kvalificerer sig til gruppespillet i Europa League, pointerer Andreas Kraul.

- Tre hold ville være et mirakel, to hold ville være godt. Et hold er ikke en kæmpe succes, men måske det vi kan regne med, hvis vi kigger over de tre kampe, siger han.

Følg alle tre kampe i LIGA på P3 fra klokken 18.