Normalt ville man som dansk hold, der lige har slået et af verdens allerstørste hold, lade propperne springe og bruse over i glædesrus. Sådan var det ikke på heden torsdag aften. Jovist, Pione Sisto var et stort bredt smil og Paul Onuachu sagde, at det var party-time.
Men festen blev hurtigt afløst af seriøse miner i Jess Thorups ansigt. Kampen var vundet men slaget kan stadig tabes. Og at man på heden er klar over netop det faktum, viser ifølge DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul, at der er håb for et samlet avancement, fordi man hverken sælger skind eller skyder bjørne før tid i Herning:
- Lige nu er der eufori, men jeg synes, det var rart at høre både Jes Thorup og spillerne sige, at de har spillet en fin kamp og fået en fin sejr, men at United sådan set bare skal vinde 1-0 på hjemmebane, fortæller Andreas Kraul.
Nu er chancen der
- Problemet er at United har bedst mulighed for at højne deres niveau næste kamp, mens FC Midtjylland næsten ikke kan gøre det bedre. Derfor er FC Midtjylland ikke favoritter til at gå videre, men de har øget deres chancer helt vildt markant.
- Så vi får alle sammen en kamp på Old Trafford, som er spændende, og hvor der nu er en reel mulighed for at de kan gå videre. Det bliver sindssygt spændende.
Returkampen spilles torsdag d. 25 februar kl. 21.05 på Old Trafford, og kan følges på Kanal 6 og LIGA på P3.