Kraul: Åh nej, ikke Club Brugge igen

Club Brugge er klare favoritter i Europa League-kampene mod AaB, vurderer fodboldkommentator Andreas Kraul.

Den tidligere polske målmand - Jerzy Dudek - hev Club Brugges navn op af hatten i Nyon, da AaB's modstander skulle findes. (Foto: © FABRICE COFFRINI, Scanpix)

AaB står over for en rigtig stor udfordring efter at belgiske Club Brugge røg op af UEFA-bowlen som modstander i 1/16-finalen i Europa League.

Tidligere i efteråret slog belgierne først Brøndby ud af kvalifikationen med 5-0 over to kampe og var i gruppespillet oppe mod FC København, der blev slået 0-4 i Parken, men spillede 1-1 i Brugge.

Og de kampe mod danske hold bør skabe respekt i Aalborg, mener DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.

- Jeg tænker umiddelbart: Åh nej, det er jo den onde ånd fra denne sæson i europæisk fodbold. Først slog de Brøndby ud, så FC København og begge med fynd og klem. Og nu får AaB så muligheden. Så første tanke er "Åh nej", for det er også et rigtig godt fodboldhold, siger han.

Bedre end deres omdømme

AaB kunne også have trukket italienske storhold som Inter og Napoli eller at skulle en tur til russiske Zenit St. Petersborg.

Men det er desværre ikke særligt formildende, mener Andreas Kraul.

- Brugge er bedre end deres omdømme. Belgisk fodbold er ganske udmærket i øjeblikket. Så selv om man kunne trække storhold, der på papiret lød sværere, så er Brugge absolut ikke noget let sted at skulle hen og spille. Vi så også i Brøndby og i Parken, at hvis AaB ikke er på stikkerne hjemme i Aalborg, så bliver de skilt ad, siger han.

AaB lægger ud på hjemmebane med det første opgør d. 19. februar, og skal til Brugge for at spille returkampen en uge efter.

Og spilletidspunktet er med at gøre nordjydernes chancer mindre:

- Club Brugge er i mine øjne klare favoritter. Kampenes placering er rigtig skidt for et dansk hold, hvor Superligaen lige er begyndt, men slet ikke er oppe i tempo endnu. Og så synes jeg heller ikke, at AaBs spillestil passer til, at skulle møde det her Club Brugge-hold, siger Andreas Kraul.