Husker du Gorica? Tre europæiske ydmygelser som FCK skal forsøge at glemme

FC København har tidligere vundet på udebane i Europa for efter følgende at smide det hele i Parken. Vi har oplistet tre af københavnernes største hjemmebane-skuffelser.

En skuffet Peter Møller (t.h.) efter 5-0-nederlaget til Gorica. (Foto: © Lars Møller, Scanpix)

FC København går i aften ind til returopgøret i Europa Leagues 1/16-finaler mod Ludogorets med et intet mindre end glimrende udgangspunkt. Bulgarerne blev nemlig slået med 2-1 i Sofia, og manager Ståle Solbakkens tropper må dermed regnes for store favoritter til videre avancement.

Hvis man graver lidt i københavnernes nyere historie, er der dog nogle spor der skræmmer inden opgøret i Parken mod Ludogorets.

Gorica-ydmygelsen

FC København – ND Gorica: 0-5

Den største plet i FC Københavns europæiske historie indtraf i anden runde af kvalifikationen til Champions League i sommeren 2004. Her havde københavnerne trukket det relativt ukendte slovensk mandskab fra Gorica, og det blev også til en ventet FCK-sejr på 2-1 på udebane.

Dernæst skulle det videre avancement være noget nær en formsag for FC København, men et tændt slovensk mandskab ville det i den grad anderledes i Parken.

Gorica nedlagde på overbevisende maner et FCK-hold med profiler som bl.a. Alvaro Santos. (Foto: © Lars Møller, Scanpix)

Efter en halv times spil gik det for første gang galt for FCK, og Gorica nåede at score yderligere to gange og bringe sig på 3-0 inden pausen. I anden halvleg hamrede gæsterne yderligere to søm i københavnernes europæiske kiste, og en flok flove FCK-spillere måtte forlade Parken ledsaget af en voldsom pibekoncert fra de frustrerede fans.

Ydmygelsen blev kort derefter også markeret ved et københavner-derby i Brøndby, hvor hjemmeholdets fans havde medbragt et stort banner med påskriften:

Alle kender Schalke 04, men hvem fanden er FC København 05?

Ukendte tjekker ødelægger smadrer Europa-statistik

FC København – Jablonec: 2-3

Vi skal under to år tilbage for at finde en anden af FC Københavns største skuffelser i Europa.

I anden runde af kvalifikationen til Europa League havde FCK trukket de tjekkiske bronzevinder fra Jablonec, og de københavnske favoritter havde planmæssigt vundet det første opgør på udebane med 1-0.

I returopgøret i Parken viste gæsterne pludselig tænder og på en scoring efter et kvarters spil bragte Jablonec balance i regnskabet. Kort inde i anden halvleg gjorde den nuværende FCK-spiller Jan Gregus ondt værre for københavnerne, da han sendte bolden ind bag Stephan Andersen til 2-0 til gæsterne.

Nicolai Jørgensen fik reduceret, men Martin Posipil udbyggede tjekkernes føring med syv minutter igen, og så fik Federico Santanders reducering til slutresultatet 3-2 to minutter før tid kun kosmetisk betydning.

Dermed sørgede Jablonec for, at FC København missede et europæisk gruppespil for første gang i ti år.

Mølby-klonen Horvath leger kispus i Parken

FC København – Viktoria Plzen: 1-3

I modsætning til listens to andre valg, skal det retfærdigvis nævnes, at denne kamp ikke var noget returopgør, men derimod den første kamp.

I 2011 var FC København efter forårets 1/8-finaleplads i Champions League store favoritter inden opgørene mod Viktoria Plzen i mesterligaens playoff-runde.

Viktoria Plzen-anfører Pavel Horvath (øverst) gjorde, som det passede ham i Parken. (Foto: © David W Cerny, Scanpix)

Tjekkerne viste sig dog at være totalt uimponerede i Parken, hvor de anført af den korpulente midtercirkel-strateg Pavel Horvath kørte københavnerne over i anden halvleg.

Viktoria Plzen kunne rejse hjem med en 3-1-sejr, som de fulgte op med en 2-1-gevinst på hjemmebane, og dermed sendte de FC københavn over i Europa League-gruppespillet.

FC København møder Ludogorets i 1/16-finalen i Europa League i aften kl. 21.05. Opgøret kan følges på Kanal 5, P3 og her på dr.dk.