Glad Thorup: Godt rustet til gruppespil

FC Midtjylland-træner Jess Thorup mener godt, at holdet kan klare at spille Europa League ved siden af Superligaen.

Jess Thorup frygter ikke et travlt kampprogram med både Europa League og Superliga. (Foto: © Andrew Couldridge, Scanpix)

Med en flot og disciplineret indsats slog FC Midtjylland i aften Premier League-klubben Southampton med 1-0 og bookede dermed en plads i Europa League-gruppespillet.

Det betyder, at en travl tid med både europæisk fodbold og Superliga fortsætter minimum resten af kalenderåret. Men den opgave skræmmer ikke cheftræner i FCM, Jess Thorup.

-Vi var godt klar over, at udover at være gode, skulle vi også have lidt held for at komme igennem nåleøjet til det her gruppespil. Jeg synes, vi har formået i den her opstart at kunne spille med i to turneringer. Det er måske lidt udansk, men det har vi formået. Det skal vi fortsætte med og se, om vi kan.

Venter et hav af kampe

-Jeg synes, vi står sindssygt godt rustet. Vi har rigtig mange dygtige spillere, som gerne vil vise sig frem, og det får de mulighed for nu, for vi skal spille et hav af kampe, og det glæder vi os til, siger Jess Thorup til TV3+.

FC Midtjylland har udover de seks Superliga-kampe i denne sæson også optrådt seks gange i først kvalifikationen til Champions League og senest til Europa League.

På trods af at have spillet dobbelt så mange kampe som flere af de øvrige Superliga-hold ligger de danske mestre øverst i tabellen og er ubesejrede.

Der er lodtrækning til gruppespillet i Europa League i morgen klokken 13.00.