Napolis stadion San Paolo er en mytisk arena. Med 60.000 pladser mødes udeholdene af en massiv modstand, når de passionerede syditalienere synger deres hold frem til sejr. Men i aften kan atmosfæren blive en ganske anden for FC Midtjylland.
Det danske mesterhold skal på besøg i Europa League, og her forventes der bestemt ikke fuldt hus på det nedslidte stadion, for kampens betydning er ikke afgørende for Napoli.
Kan vinde Serie A og Europa League
- Vi vil jo gerne have en flot kulisse, men det bliver nok begrænset, hvor fyldt stadion bliver. Det er jo rent ud sagt noget gammel lort dernede, men det har selvfølgelig en speciel sjæl. Desværre ligger de så godt til, at jeg ikke tror, der kommer mere end 10-11-12.000, siger fodboldkommentator Jesper Simo fra Discovery Network Danmark, der har rettighed til kampen.
Napoli har været suveræne i Europa League i år og fører pulje D med maksimum point efter tre kampe og en målscore på 11-1, hvilket er den bedste alle puljer. Men klubben har også Serie A at tænke på.
Storhold som Inter, Milan og mestrene fra Juventus har underpræsteret og givet plads til andre titelbejlere som Napoli og Fiorentina. Man kan sige, at Napoli er det mest formstærke hold i Italien med fem sejre og en uafgjort i de sidste seks kampe.
Klubben har ikke tabt en kamp i ligaen siden allerførste spillerunde, og med en øjeblikkelig fjerdeplads – og kun to point til toppen – er Napoli i dén grad blandt kandidaterne til at vinde Scudettoen.
- Napoli bør gå efter det, og jeg tror også, at de vinder rækken. De bør i hvert fald ærgre sig bagefter, hvis det ikke lykkes, for de har et virkelig godt hold, siger Jesper Simo, der tidligere har kommenteret Serie A for Canal 8 og 9 i en årrække.
- Jeg synes, det er et klassemandskab, de har. De er både et godt bud på en Serie A-vinder og også et godt bud på en Europa League-vinder.
Entusiasme gennem fattigdom
I det hele taget er Napoli en fodboldgal by. Ikke siden Diego Maradonas gyldne periode i klubben har man vundet mesterskabet, men det har ikke afholdt napolitanerne fra at gå op i sporten med liv og sjæl, og det er der en ganske særlig grund til, fortæller Klaus Berggreen, der spillede i Italien fra 1982-88.
- Først og fremmest er det jo en by, der ånder og lever for fodbold. Det er en fattig by, og den fattigdom har fået dem til at samle sig om fodbolden, og derfor betyder fodbolden alt for en napolitaner. Alt. Man oplever en entusiasme, som der ikke er mange steder i verden.
- Men de gyldne dage er langt væk, og den fanatiske eufori fra 1980’erne brænder ikke på samme måde som en ild i lokalbefolkning længere, siger Klaus Berggreen, der mindes et inferno af fodbold og passion i den syditalienske havneby.
Det rette niveau
- Jeg tror, tingene har forandret sig meget, og det er i en negativ retning. Da jeg var så heldig at være i Italien i 80’erne, var det samtidig med Maradona. Da var Napoli et af verdens bedste fodboldhold med ham. De blev italienske mestre og vandt pokalen. Hele området sydede så meget af fodbold, så det næsten var ufatteligt. Stadion var fuldt hver evig eneste gang, og det var en utroligt frygtet hjemmebane at komme på, husker Berggreen.
- Æraen omkring Napoli var primært samtidig med Maradona, og da han forlod klubben, faldt Napoli ned på det niveau, hvor de hører til. Altså, på anden hylde - normalt under Milan, Inter og Juventus. De ligger i næste lag. Men på det sidste har både Inter og Milan slet ikke levet op til fordums tider, og så er der kommet nogle andre hold frem – blandt andet Napoli.
I aften er det så FC Midtjyllands tur til at gæste San Paolo. Stedet hvor en argentinsk troldmand udførte sin magi, inden der overhovedet var tænkt på Lionel Messi. Men støvet har lagt sig i arenaen, og fansene har kun set et par pokaltitler i 25 år.
Men så længe bolden triller på San Paolo, har napolitanerne noget at gå op i. Trofæer eller ej. Michael Laudrup satte i 1985 ord på en sandhed om befolkningen. En sandhed, der stadig gælder i dag.
- Lige så snart du kommer lidt sydpå - Roma, Avellino, Napoli, specielt Napoli - så er det et menneskes værdi at snakke fodbold. De snakker om fodbold hele ugen, og hvis de ikke havde deres fodbold, så havde de ikke det samme indhold i livet. Det er hårdt at sige det, men sådan er det.
Napoli og FC Midtjylland mødes i Europa League i aften klokken 19.00. Du kan se kampen direkte på Canal 9 eller følge med i LIGA på P3.