FCM sniger sig videre og kan møde europæiske mastodonter til foråret

FC Midtjylland vandt torsdag med 2-0 over Sturm Graz i Europa League. Dermed skal de også efter årsskiftet spille europæisk fodbold.

Anders Dreyer scorede begge mål i sejren på 2-0 over østrigske Sturm Graz. (Foto: © Ernst van norde, Ritzau Scanpix)

Inden sidste spilledag var alt åbent i FC Midtjyllands Europa League-pulje.

Ulvene fra Heden kunne slutte på alle fire pladser, men kun de øverste tre giver adgang til europæisk fodbold efter årsskiftet. Mens de i Herning havde besøg af østrigske Sturm Graz, mødtes Lazio og Feyenoord i gruppens anden kamp.

FC Midtjylland sikrede sig videre avancement med en sejr på 2-0, og så var det op til andre at afgøre, om Superligaens forsvarende sølvvindere skulle slutte på første- eller andenpladsen.

Og det betyder virkelig noget. For når der efter årsskiftet igen skal spilles europæisk fodbold, giver en førsteplads direkte adgang til ottendedelsfinalerne.

Andenpladsen bliver sendt en tur i playoff-kampe i februar, hvor der skal spilles to opgør mod en tredjeplads fra Champions League. Det kunne være Barcelona, Juventus, Ajax eller Sevilla, der sluttede foran FC København i de danske mestres gruppe.

2-0-sejren til FC Midtjylland var ikke nok til at sikre førstepladsen.

Hollandske Feyenoord vandt med 1-0 over italienske Lazio, og dermed sluttede samtlige hold i puljen på otte point efter seks kampe.

Feyenoords positive målscore er akkurat bedre end FC Midtjyllands, mens torsdagens to tabende hold har indkasseret flere mål, end de har scoret.

Dermed tager Feyenoord sig af førstepladsen, mens FC Midtjylland altså kan risikere at trække storhold som Barcelona i playoff-runden inden ottendedelsfinalerne i Europa League.

Stærk start på Heden

FC Midtjylland har haft svært ved at finde topniveauet i løbet af efteråret. Topscorer Anders Dreyer har været en af få succeshistorier, og han skrev endnu et kapitel i indledningen af kampen mod Sturm Graz.

Efter et kvarter blev han spillet fri af Gustav Isaksen, der på trods af FC Midtjyllands problemer også har vist gode takter. Dreyer scorede sikkert og viste, at hans højrefod ikke er til pynt. Dermed var FC Midtjylland på vej mod Europa League-fodbold i foråret.

Anders Dreyer (t.v.) og Gustav Isaksen var bagmændene bag målet til 1-0. Isaksen assisterede Dreyer, der scorede. (Foto: © Ernst van norde, Ritzau Scanpix)

Holdet lignede ellers ikke et med europæisk niveau, da de i mandags tabte med 1-2 på hjemmebane til OB i Superligaen. Anderledes godt var det torsdag aften mod østrigske Sturm Graz, hvor der var chancer for flere scoringer i første halvleg. Alligevel blev det ved føringen på 1-0 ved pausen.

I anden halvleg savnede Sturm Graz måske landsholdsaktuelle Rasmus Højlund, der i sommer blev købt af italienske Atalanta. Han er siden blevet noget nær erstattet af en anden tidligere FCK-angriber i form af William Bøving, men i den første time var der ikke meget offensivt fra det østrigske hold eller den danske angriber.

I de sidste 30 minutter jagtede Sturm Graz den udlignende scoring, der ville sende dem videre og Midjylland ud i kulden. Det var tæt på efter et frispark, hvor det meste af FCM-forsvaret tog sig en blunder, men også Sturm Graz-angriber Albian Ajeti lænede sig tilbage og sparkede langt over målet.

Bare minuttet efter lå bolden i nettet i den anden ende. Anders Dreyer var igen på spil, og med to scoringer sørgede han for at tiltrække al mulig opmærksomhed inden næste uges udtagelse til Kasper Hjulmands VM-trup.

Med sejren på 2-0 er FC Midtjylland videre og spiller igen europæisk fodbold efter årsskiftet, men de ærgrer sig formentlig over, at de med bare en enkelt scoring yderligere havde vundet gruppen.

Om de skal møde Barcelona eller måske Juventus i forårets playoff-kampe, vil vise sig, når der mandag klokken 13 er lodtrækning til de sjove kampe i Europa League.