FCM kikser i Europa League

FC Midtjylland måtte nøjes med 1-1 hjemme mod cypriotiske Apollon Limassol og er ude af Europa League.

Der var drama for alle pengene i kampen mellem FC Midtjylland og Apollon Limassol. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

FC Midtjylland spillede torsdag 1-1 mod Apollon Limassol og kommer ikke videre til Europa League-gruppespillet.

Det første opgør på Cypern tabte midtjyderne 2-3.

FCM var ellers foran, og det europæiske håb levede i Herning, men en skidt anden halvleg blev dyr for danskerne, der nu kan fokusere på Alka Superligaen.

Efter ti minutters spil tog angriberen Alexander Sørloth en dribletur, inden han afleverede bolden ind på midten til Rilwan Hassan, der med indersiden satte bolden ind til 1-0.

I anden halvleg svarede udeholdet så igen. Et cypriotisk angreb blev i 50. minut stoppet af hjemmeholdets Tim Sparv, men bolden røg lidt tilfældigt over til Andre Schembri, der afsluttede med venstrebenet i det lange hjørne.

I det 80. minut fik gæsterne så muligheden for at lukke og slukke danskernes Europa-drømme, da Zsolt Korcsmár nedlagde en modspiller i feltet, og dommeren fløjtede for straffespark.

Men Jesper Hansen gik til den rigtige side i Midtjylland-målet, og reddede Alex da Silvas forsøg med sin højre hånd.

Med FCM's exit er det kun FC København, der kommer til at repræsentere Danmark i europæisk fodbold i denne sæson.

/ritzau/