Mens de forsvarende mestre fra FC Midtjylland endnu ikke har tabt i denne sæsons udgave af Superligaen, så står det anderledes skidt til hos aftenens modstander i Europa League-kvalifikationen, Southampton, der endnu ikke har smagt sejrens sødme i Premier League.
Southampton har blot fået to point i de første tre runder af Premier League og ligger aktuelt til nedrykning, mens FC Midtjylland topper Superligaen med 14 point for de første seks kampe.
FC Midtjylland-træner Jess Thorup kan desuden glæde sig over, at midtjyderne har et fint udgangspunkt før mødet med Southampton i Herning, da de danske mestre fik 1-1 med hjem fra det første opgør i Sydengland.
- Det er et hold fra en af de bedste ligaer i verden, som vi er oppe imod. Det skal vi naturligvis lige huske på. Men vi har givet os selv et godt udgangspunkt, vi får et fyldt MCH Arena, kampen lever og vi har stor overbevisning og tro på, at vi kan køre det her hele vejen hjem. Vi kan komme gennem nåleøjet, om end vi ved, det bliver svært, siger Jess Thorup, der ikke har tænkt sig at ’parkere bussen’ foran eget mål.
For de midtjyske ulve er et godt forsvar lig med et hidsigt angreb.
- Vi skal ud over stepperne og spille vores eget spil, mere end vi skal forsøge at forsvare det hjem. Det ville blive svært mod så god dygtig en modstander, siger Jess Thorup, som ikke får problemer med at kanaliserer den indstilling videre til sin anfører Erik Sviatchenko.
- De er stadig favoritter, men kan vi spille vores høje og aggressive pres, så kan de måske blive lidt chokerede. Vi er underdogs, men vi gør det altid godt på hjemmebane, så vi håber på, vi kan gå videre, siger den stærke centerforsvarer, der måtte udgå med et lille stræk i baglåret i FC Midtjyllands Superligakamp i weekenden mod Esbjerg.
- Jeg havde en nerve, der satte sig i klemme i baglåret, men jeg er helt klar til kampen. Vi har lavet det resultat derovre, som vi havde brug for, så nu skal vi gøre det færdigt, siger Erik Sviatchenko.
Uro i begge trupper
Både FC Midtjylland-træner Jess Thorup og Southampton-manager Ronald Koeman har haft deres at se til i ugen op til torsdagens kamp i Herning.
Mens Jess Thorup smed sidste sæsons topscorer Martin Pusic ud af truppen til søndagens Superligakamp mod Esbjerg efter en lidt for hidsig meningsudveksling mellem de to, så har hollandske Koeman været tvunget til at bruge meget tid og energi på at svare på spørgsmål om transferrygter vedrørende Southamptons største stjerner.
Den brølstærke midtbanespiller Victor Wanyama sættes i forbindelse med Tottenham, mens den lynhurtige offensivsspiller Sadio Mané skulle være et emne i Manchester United.
Begge spillere bliver dog i Southampton, har Ronald Koeman adskillige gange forsikret. Wanyama i første omgang endda i bogstavelig forstand, da han er blevet ramt af en maveinfektion og ikke er rejst med til Herning.
Hollænderen må muligvis også undvære Sadio Mané mod FC Midtjylland.
Den senegalesiske hurtigløber udgik således i første halvleg, da Southampton i weekenden spillede 0-0 ude mod oprykkerne fra Watford.
- Den er gal med hoften. Det så ikke så slemt ud, men vi må vente og se. Jeg håber på, jeg har alle mand klar til kampen torsdag, siger Ronald Koeman.
Skulle det ikke lykkes for Sadio Mané at blive klar til kampen i Herning, så vil det være en kæmpe fordel for FC Midtjylland og træner Jess Thorup, der desuden mener, presset er tungest på de engelske gæster.
- Vi har ét mål. Vi skal videre. Vi er med på, at da Southampton kom op af bowlen, så var det den værst tænkelige lodtrækning og de er da også favoritter. Skulle de ende med at blive slået ud af et dansk hold, så er det en kæmpe katastrofe for dem, hvorimod de fleste vil sige, det er et mirakel, hvis vi slår dem ud. Vi havde modet til at spille i den første kamp – og havde også lidt held. Det skal vi have igen i aften, siger Jess Thorup.
Kampen mellem FC Midtjylland og Southampton fløjtes op torsdag aften klokken 20:45. Kampen kan ses på TV3+, mens der også kan følges med i radioens P3 og live i tekst her på dr.dk/sporten.