FC Midtjylland bøllebanker italiensk storhold: 'Man er næsten tom for ord'

FC Midtjylland hentede torsdag en overraskende storsejr på 5-1 mod italienske Lazio i Europa League.

Erik Sviatchenko scorede én enkelt gang i FC Midtjylland 5-1-sejr over Lazio i Europa League. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Efter en sløj sæsonstart fik FC Midtjylland-fansene endelig noget at glæde sig over, da midtjyderne torsdag overraskende og fortjent nedlagde den italienske gruppefavorit Lazio med hele 5-1 i anden runde af gruppespillet i Europa League.

FCM har haft en forfærdelig sæsonstart i Superligaen, og de færreste havde derfor troet, at midtjyderne kunne drille et Serie A-hold, der er favorit til at vinde gruppen.

En flot præstation, kyniske scoringer og en solid defensiv indsats sørgede dog for, at Albert Capellas' tropper kunne hente tre vigtige point og en mindeværdig storsejr i Europa.

En rigtig holdindsats som FCM-anfører Erik Sviatchenko kaldte det efter kampen.

- Vores gameplan var skarp i dag, og vi formåede, ikke at være benovede over at møde et storhold. Så det var en helstøbt indsats med detaljerne i fokus, siger Erik Sviatchenko.

FC Midtjylland har ellers skrantet i begyndelsen af denne sæson, hvor klubben indtager en aktuel ottendeplads i Superligaen. Men torsdagens præstation skal bruges til at få snuden tilbage i sporet.

- Kampe som den her, spiller vi ikke ti af på en sæson, selvom jeg ville ønske vi gjorde. Men vi skal bruge den til at øge vores bundniveau, for vores udsving har væretfor store i denne sæson, lyder det fra Erik Sviatchenko.

- Jeg har været med så mange år, at jeg godt ved, at én kampe ikke nødvendigvis ændre så meget, men det er da klart, at vi håber, det her resultat kan være det trampolinspring, som skal sende os tilbage på sporet.

Gustav Isaksen scorede et mål og træk to straffespark i FC Midtjyllands 5-1-sejr over Lazio. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Effektivitetet var forskellen

FCM-spillerne var uhyre effektive på omstillinger, når bolden blev erobret, og det resulterede i to mål til midtjyderne inden for fem minutter midt i første halvleg.

Først var det venstrebacken Paulinho, der stod godt placeret i feltet efter en stor chance til FCM, og bagefter udnyttede angriberen Sory Kaba en stor Lazio-fejl i forsvaret.

Fem minutter inde i anden halvleg blev glæden endnu større for midtjyderne, da offensivprofilen Evander iskoldt sendte et straffespark ind til 3-0.

Kort efter fik gæsternes indskiftede stjernespiller Sergej Milinkovic-Savic reduceret med et afrettet langskud.

Det skulle dog også blive til 4-1 for FCM, da en af kampens bedste spillere Gustav Isaksen scorede på en retur efter et brændt straffespark fra Evander.

Og netop Isaksen, som blev kåret til kampens bedste spiller, var da også en glad mand efter kampen.

- Man er næsten tom for ord. Det var ikke lige det, vi havde forventet, siger det 21-årige FCM-talent, som også håber, at resultatet bliver et springbræt til en ny sæsonstart.

- Alle mand spiller godt i dag. Det er første gang man har haft fornemmelsen af, at vi har spillet en hel kamp som ét hold. Så vi kan jo bare håbe, at det her kan være med til at give os en ny start, hvor vores bundniveau bliver højnet.

Med omkring 20 minutter igen ville FCM-anfører Erik Sviatchenko også lege med, da han scorede til slutstillingen 5-1 efter et indlæg.

I den anden kamp i gruppen vandt hollandske Feyenoord med hele 6-0 hjemme over østrigske Sturm Graz.

Offensivspilleren William Bøving spillede de første 63 minutter for Sturm Graz, som på det tidspunkt var bagud 0-4. Forsvarsspilleren Jacob Rasmussen sad på bænken i hele kampen for Feyenoord.

Næste europæiske opgave for FC Midtjylland er den 6. oktober, hvor hollandske Feyenoord kommer på besøg i Herning.