'En selvforskyldt katastrofe': Eriksen og Manchester United savet over af engelske medier

De engelske medier er alt andet end imponerede af Manchester United, som torsdag tabte til Sevilla og er ude af Europa League.

Efter kampen sagde Christian Eriksen, at han ikke helt kunne forstå, hvad han og Manchester United var ude for, da man tabte 0-3 til Sevilla torsdag aften. (Foto: © JORGE GUERRERO, Ritzau Scanpix)

Christian Eriksen kalder torsdag aften for "et gok i nødden".

Den danske fodboldstjerne var utroligt skuffet i timerne efter, at han og klubben Manchester United tabte på udebane med 0-3 til Sevilla og dermed røg ud af den europæiske turnering, Europa League.

- Det er svært at sætte sig ind i, når vi egentlig føler, at vi var klar til at præstere i dag, og så vi går ud og gør, som vi gør, så slår det hårdt, siger Christian Eriksen til TV 2 Sport.

Nederlaget til danskeren og Manchester United skete blandt andet på baggrund af et par personlige fejl af målmand David De Gea og forsvarsspilleren Harry Maguire, som på uheldig vis forærede et par mål til Sevilla.

De engelske medier brugte dog nogle lidt andre gloser end uheld, da de skulle sætte ord på "katastrofen" i Sevilla.

The Sun: 'En ydmygelse'

Manchester United-profilen Marcus Rashford blev skiftet ind efter 46 minutter, men angriberen kunne intet gøre for at ændre på kampens udfald. (Foto: © Marcelo Del Pozo, Ritzau Scanpix)

Den tabloide avis The Sun skriver, at det engelske nederlag var "en selvforskyldt katastrofe". Manchester United ville gerne virke rolige, når de havde bolden, men i stedet lignede det, at spillerne i rødt sparkede en håndgranat rundt mellem sig, inden nogen lossede den ud af Andalusien.

- Det var en ydmygelse, skriver The Sun.

- Manchester United var sløve, idéforladte og havde konstant fingrene svævende over selvdestruktionsknappen.

BBC: 'Sæsonen kan ende i laser'

Casemiro dukker nakken efter nederlaget. (Foto: © JORGE GUERRERO, Ritzau Scanpix)

Torsdagens klare nederlag på 0-3 var det andet af i alt to opgør mellem holdene i Europa League i år. I det første kom Manchester United foran med 2-0, inden Sevilla udlignede til slutresultatet 2-2. "Men det værste var endnu i vente," som BBC skriver.

- Manchester United har vundet et trofæ i denne sæson (Carabao Cuppen, red.), men hvis de gentager præstationen fra Sevilla i resten af kampene, kan sæsonen ende i laser, vurderer det store britiske mediehus.

The Guardian: 'Historien gentog sig selv'

David De Gea (tv.) og Harry Maguire (th.) forlader banen efter kampen. De var begge indblandede i et par af Sevillas mål og nævnes blandt skurkene i flere af de britiske medier. (Foto: © CRISTINA QUICLER, Ritzau Scanpix)

"Elendige Manchester United røg ud med et brag", skriver avisen The Guardian, der ligesom BBC har svært ved at forstå udfaldet af de to kampe mod Sevilla.

- Historien gentog sig selv: 'Den første kamp var en tragedie, den anden var en farce, skriver The Guardian og henviser til det tidligere opgør mod Sevilla.

Manchester United havde brug for noget stort, men der var intet at give af. Det eneste holdet skabte, var muligheder for Sevilla.

- Hvis De Gea og Harry Maguire var de gamle kendige (The usual suspects, red.), så var alle spillerne skyldige, understreger avisen.

Daily Mail: 'Mindede om gysershowet i august'

Manchester Uniteds cheftræner Erik Ten Hag så frustreret til fra bænken, mens hans hold bragede ud af Europa League. (Foto: © Paul Childs, Ritzau Scanpix)

Sevilla spillede godt torsdag aften og har nu smidt Manchester United ud af Europa tre ud af de seneste fem år. Men med det sagt, burde englænderne kunne yde mere modstand mod Spaniens nummer 13, mener avisen Daily Mail.

- Præstationen var den dårligste under træner Erik ten Hag. Den var lige så dårlig som 0-7-overhalingen mod Liverpool, og den mindede om gysershowet mod Brentford i august (0-4-nederlag, red.), skriver Daily Mail.

Manchester United har mulighed for at rejse sig, når klubben på sændag møder Brighton i semifinalen i den engelske pokalturnering The FA Cup.