Man kender det fra sommerferien, inden turen går sydpå.
Ankomst til lufthavnen, aflever bagagen og fingrene krydset for, at hverken kø eller aflysning skal udskyde glæderne.
De bekymringer gjorde FC Midtjyllands fuldtidsprofessionelle fodboldspillere sig næppe, da de onsdag formiddag ankom til Billund Lufthavn. Et chartret privatfly skulle bringe dem til Østrig, hvor der torsdag er i Europa League-duel mod Sturm Graz.
Så let gik det ikke for midtjyderne, der efter en række problemer endte med at få testet tålmodigheden i seks timer i lufthavnen. Først sent onsdag aften ankom de til hotellet i Østrig, hvor anfører Erik Sviatchenko og co. kunne gøre klar til træning på stadion.
- Der var nogle ting, der gik lidt galt, så gik det lidt mere galt, og så gik det totalt galt, siger Sviatchenko til DR Sporten.
Første fly blev afskrevet fra den ellers korte flyvetur, fordi dørene ikke kunne lukke. Selskabet, der skulle fragte de danske sølvvindere fra seneste sæson, fik fat i to nye fly, men da spillere og stab var ombord på det ene, var der fyldt for meget brændstof på.
- Vi fik at vide, at vi ikke kunne rejse som planlagt, og så gik der nogle timer. Vi har siddet og hygget os og spist en sandwich, kommet hinanden lidt ved, siger Erik Sviatchenko.
Brændstofproblemet betød, at FC Midtjyllands bagage først ankommer med en varevogn torsdag morgen. Selvom det er senere end først antaget, er det trods alt stadig før første kamp i årets Europa League-gruppespil.
’Vi skal have et godt resultat’
FC Midtjylland har ikke just fået en drømmestart på sæsonen i den hjemlige liga. Midtjyderne er efter otte runder nummer otte i 3F Superligaen og står blot noteret for to sejre.
Seneste tabte de med 2-0 til AaB på hjemmebane.
Derfor er Europa League en mulighed for at få kickstartet sæsonen, så det handler om at få et resultat mod Sturm Graz, siger Erik Sviatchenko. Også selvom onsdagen ikke forløb, som de på forhånd kunne have drømt om.
- Der er ikke noget at gøre ved det. Jo hurtigere, vi lægger det fra os, jo bedre. Nu skal vi til det, vi kan gøre noget ved, siger anfører Sviatchenko.
Mens de danske pokalvindere nu formentlig kender alle afkroge af afgangshallen i Billund, nåede de trods alt frem til Østrig med mulighed for at træne onsdag aften. Her fik den nytilkomne spanske cheftræner, Albert Capellas, også mulighed for at samle spillerne og tale om andet end kortspil og Klovn, som Erik Sviatchenko fik brugt tid på at se.
For nu handler det om fodbold, understreger topscorer Anders Dreyer, selvom spillerne selvfølgelig gerne ville have været seks timers ventetid foruden.
- Det er ikke særlig spændende i Billund Lufthavn. Nu ved vi, at vi er her, og nu handler det om at spille fodbold, siger han.
- Vi skal vinde og have et godt resultat med hjem. Forhåbentlig kommer vi hurtigere hjem, end vi kom herned.
Europa League-kampen mellem Sturm Graz og FC Midtjylland spilles torsdag klokken 21 og kan følges i LIGA på P4.