Kasper Dolberg scorede Ajax Amsterdams enlige udebanemål i torsdagens nederlag på 2-1 til FC København i Parken.
Men i kampens slutning havde han faktisk bolden i nettet for anden gang i kampen. I en hovedstødsduel puffer den danske angriber til en FCK-forsvarsspiller, og det giver ham plads til at prikke bolden i mål med hovedet. Men målet blev annulleret.
- Jeg kan ikke se, hvad jeg gør forkert. Jeg ved ikke, om han synes, jeg går for meget i ryggen af ham, siger Dolberg.
Kommer stærkt ud efter pausen
Ajax skabte store problemer for FC København efter pausen, og den periode skal hollænderne tage med sig til returopgøret, mener Dolberg:
- Vi kan tage noget af vores spil med – vi kommer rigtig stærkt ud fra pausen og sad på det hele, så kan vi bygge videre på det, er jeg sikker på, vi kan tage dem i Amsterdam.
Returkampen spilles om en uge i Amsterdam.