Danskerdræberen Dolberg møder Schalke 04 i Europa League

Ajax-danskerne Kasper Dolberg og Lasse Schöne ramler ind i det tyske tophold i kvartfinalen i Europa League.

Ajax-angriberen Kasper Dolberg jubler med holdkammerat efter sin scoring på straffespark mod FC København. (Foto: © JOHN THYS, Scanpix)

Danskerne Lasse Schöne og Kasper Dolberg får tysk modstand i kvartfinalen af Europa League, efter at de slog FC København ud af turneringen torsdag aften.

Næppe en drømmelodtrækning for Amsterdam-klubben, der dog kan finde håb i, at Schalke har haft en sløj sæson i den tyske Bundesliga.

Her er klubben aktuelt nummer 11 efter blot otte sejre i de første 24 kampe.

Sisto og Wass i forsvar for spanske traditioner

Den danske duo Pione Sisto og Daniel Wass skal sammen med Celta møde belgiske Genk.

Celta skal forsvare de stolte spanske traditioner i turneringen, som spanske klubber har vundet fire ud af de seneste fem år.

Den belgiske mesterklub Anderlecht bliver Manchester Uniteds næste forhindring i jagten på at vinde Europa League og dermed snuppe en billet til næste sæsons Champions League.

Ved fredagens lodtrækning i Nyon blev José Mourinhos tropper sendt i armene på den belgiske storklub, der aktuelt er i front af den hjemlige liga.

Anderlecht kvalificerede sig til kvartfinalerne med to 1-0-sejre over Apoel fra Cypern, mens Manchester United samlet slog russiske Rostov med 2-1.