AaB møder dansker-bødler

Der blev mandag trukket lod til 1/16-finalerne i Europa League

AaB skal op mod Club Brugge i Europa League. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

AaB var i bowlen, da der mandag blev trukket lod til 1/16-finalerne i Europa League. De skal op imod Club Brugge - og belgierne er nok ganske godt tilfredse med lodtrækningen.

Tidligere i denne sæson har Club Brugge nemlig gjort det rigtig godt med danske hold, hvor det først blev til en samlet sejr over Brøndby, der blev slået ud af kvalifikationen med samlet 5-0. Og i det netop overståede gruppespil vandt belgierne deres gruppe, som også talte FC København.

Godt nok spillede FCK uafgjort i Belgien, men de tabte med hele 4-0 hjemme i Telia Parken.

AaB tog andenpladsen

AaB blev nummer to i deres gruppe, der blev vundet af Dynamo Kiev. De vandt alle deres hjemmekampe, mens de tabte alle tre udekampe. Men det var altså nok til at tage andenpladsen i gruppen foran Steaua Bukarest og Rio Ave.

Den første kamp spilles den 19. februar og returkampen den 26. februar. AaB har hjemmebane i den første kamp.

Finalen spilles den 27. maj på Stadion Narodowy i Warszawa.

De 16 kampe ser således ud:

Young Boys møder Everton

Torino møder Athletic Bilbao

Sevilla møder Borussia Mönchengladbach

Wolfsburg møder Sporting Lissabon

Ajax møder Legia Warszawa

AaB møder Club Brugge

Anderlecht møder Dynamo Moskva

Dnipro Dnipropetrovsk møder Olympiakos

Trabzonspor møder Napoli

Guingamp møder Dynamo Kiev

Villareal møder Red Bull Salzburg

Roma møder Feyenoord

PSV Eindhoven møder Zenit

Liverpool møder Besiktas

Tottenham møder Fiorentina

Celtic møder Inter