EU-Parlamentet: Blatter skal ud Fifa nu

Fodbolden kan ikke vente i flere måneder på, at Fifa får en ny præsident, lyder det fra EU-Parlamentet.

Sepp Blatter skal ud af Fifa nu. (© Scanpix)

EU-Parlamentet opfordrer den siddende præsident Sepp Blatter til at forlade det internationale fodboldforbund, Fifa, med det samme.

79-årige Blatter har i lyset af de seneste to ugers uro og anklager om bestikkelse i Fifa-toppen tilkendegivet, at han træder tilbage, men først efter at der er valgt en efterfølger ved en Fifa-kongres om tidligst et halvt år.

- De påkrævede reformer kan ikke sættes i gang, før der er valgt en ny leder, skriver EU-Parlamentet i en ikke-bindende resolution.

Midlertidig leder

EU-Parlamentet opfordrer til, at der udpeges en midlertidig leder, der kan erstatte Sepp Blatter frem til en ekstraordinær kongres, hvor de 209 medlemslande af Fifa kan vælge en mere permanent og langsigtet løsning.

BBC skrev onsdag, at kongressen sandsynligvis afholdes den 16. december.

Blatter meddelte i sidste uge, at han agter at stille sin position til rådighed få dage efter, at han var blevet genvalgt til en femte regeringsperiode i Fifa.

Det skete, efter at flere korruptionsmistænkte Fifa-topfolk i en amerikansk ledet aktion blev anholdt af schweizisk politi før en Fifa-kongres i Zürich.

Flere tidligere Fifa-ledere har direkte eller indirekte indrømmet, at der er foregået bestikkelse i Fifa, når værtsskaberne til blandt andet VM er blevet uddelt.

/ritzau/