Ét år med Zidane i Real Madrid: Han har ændret vores liv

Trods et år med stor succes forventer Zinedine Zidane ikke at tage prisen som årets træner i verden.

Zinedine Zidane har været træner i Real Madrid i et år. (Foto: © Issei kato, Scanpix)

Onsdag er det et år siden, at Real Madrid fyrede spanieren Rafael Benitez og i stedet ansatte Zinedine Zidane som cheftræner.

366 dage senere har han ført klubben til en Champions League-titel, og i stedet for at jagte Barcelona er det nu Barcelona, som jagter Real Madrid.

Det er også blevet til et trofæ i den europæiske Super Cup og i verdensmesterskabet for klubhold.

- Zidane har ændret vores liv i løbet af det sidste år, siger Florentino Pérez, Real Madrids præsident, til AFP.

Franskmanden har næsten ikke gjort noget forkert i sit første år som cheftræner i storklubben, men derfor forventer han ikke at få hæderen som årets træner i verden.

Prisen uddeles mandag af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), og Zidane regner med, at den går til Leicesters mirakelmager Claudio Ranieri eller til Portugals Fernando Santos, som i sommer sikrede EM-guldet.

- Det ville være helt rimeligt, hvis en anden vandt prisen. Jeg er kun lige ankommet, og jeg har fortsat meget at vise, siger han ifølge fodboldmediet goal.com.

Han tilføjer, at han er godt tilfreds med det arbejde, som han indtil videre har udført i Real Madrid.

Onsdag aften skal Zidane og Real Madrid forsøge at nærme sig endnu et trofæ, når Real Madrid hjemme møder Sevilla i den første af to pokalkampe.

Her må Zidane undvære skadede Gareth Bale, mens Cristiano Ronaldo bliver sparet.

/ritzau/