Esbjerg-anfører: Flere spillere filmer end tidligere

Magnus Lekven mener, at flere fodboldspillere end tidligere forsøger at snyde dommeren.

Magnus Lekven er træt af spillere, der filmer. (Foto: © Lars Ronbog, 2015 Lars Ronbog)

Nordmanden Magnus Lekven, der bærer anførerbindet i Esbjerg, har intet til overs for de spillere i Superligaen, der snyder ved at filme.

Han er selv kendt som klassisk playmaker-type, der ofte befinder sig modstanderens straffesparksfelt, men at udnytte det til at få en unfair fordel ved at snyde dommeren er uskik, han ikke vil forfalde til.

- Man ser spillere filme sig til et straffespark, hvor der ikke er kontakt med modstanderen. Det er ligeledes en uskik at forsøge at lokke dommeren til at tro, at en tackling er særlig grov ved at fingere, at man er skadet, siger han til Esbjerg fB’s hjemmeside.

Det er blevet værre

Han medgiver, at det kan være nødvendigt at stoppe et optræk til et angreb imod eget mål med et professionelt frispark. Men han ærgrer sig over en tendens, han ser være på fremmarch i spillet i de største turneringer.

- Jeg synes især, at tendensen til at filme er blevet værre. Fodbold er verdens største sport, og vi er som spillere på topniveau forbilleder for børn. Derfor synes jeg, det er godt med fokus på fairplay og racisme, siger Magnus Lekven.

Det internationale fodboldforbund, Fifa, sætter mandag fokus på fairplay, og anførerne i opgøret mellem Esbjerg og OB bærer derfor særlige armbind, ligesom dommeren efter kampen kalder spillerne sammen i midtercirklen, så de kan sige tak for kampen.