United missede sejr i sidste øjeblik

Louis Van Gaal får svært ved at leve op til sin flotte statistik med guld i hver klub.

  • Van Gaal er i store problemer i denne sæson i Manchester United. Fansene skriger på bedre spil - og sejre. Sådan en missede United igen tirsdag aften, da Newcastle udlignede til 3-3 kort før tid. (Foto: © Jason Cairnduff, Scanpix)
  • I sommeren 2014 vandt Holland bronze under Van Gaals ledelse. En stor bedrift med tanke på hollænderne ikke havde et af VM-slutrundens stærkeste hold på papiret. Herfra gik turen videre til Manchester United. Her står han sammen med Newcastle-spilleren Georginio Wijnaldum. (Foto: © Dominic Ebenbichler, Scanpix)
  • I Bayern vandt Van Gaal både pokal og mesterskab tilbage i 2010. Desuden spillede holdet sig frem til en Champions League-finale, som blev tabt til Mourinhos daværende Inter-mandskab. Til højre står Thomas Müller og gaber. (Foto: © Fadi al-Assaad, Scanpix)
  • Efter at have vundet mesterskabet med AZ Alkmaar skiftede Van Gaal til Bayern München i 2009. (Foto: © Paul Vreeker, Scanpix)
  • I to omgange har hollænderen været et smut forbi FC Barcelona. Her vandt han to mesterskaber med klubben. (Foto: © ALBERT GEA, Scanpix)
  • Louis van Gaals trænerkarriere startede i Ajax Amsterdam i 1990'erne, hvor han vandt Æresdivisionen tre gange. Derudover vandt han Champions League uden at tabe en eneste kamp. Herefter gik turen videre til FC Barcelona. (Foto: © CLAUS BJØRN LARSEN, Scanpix)
1 / 6

En genopstanden Wayne Rooney sendte to gange Manchester United på sejrskurs ude mod Newcastle, men det endte i en ny skuffelse for Louis van Gaals hold. Dermed bliver han mere og mere presset - og får sværere og sværere ved at leve op til sin imponerende statistik med et mesterksab i hver klub. I hvert fald i denne sæson.

Med to scoringer og en assist gjorde Wayne Rooney ellers sit for at sikre tre point, men et mål i sidste minut gav Newcastle 3-3.

Efter mindre end ti minutters spil begik Newcastle et klodset straffespark, da Chancel Mbemba tog hånden til hjælp i feltet på et hovedstød fra Marouane Fellaini.

Manchester United-anfører Wayne Rooney gik til bolden og gav udeholdet den tidlige føring, som har været en sjældenhed i denne sæson for de 20-dobbelte engelske mestre.

Rooney har været meget udskældt efter flere sløje indsatser i denne sæson. Men den engelske landsholdsspiller viste klassen ved flere lejligheder.

I det 38. minut blev anføreren sendt af sted på en kontra, og med et smart træk og en lige så fin aflevering satte han Jesse Lingard op, så han kunne gøre det til 2-0.

Pinligt ringe spil

Fire minutter senere fik Newcastle dog reduceret ved Georginio Wijnaldum, som flot flugtede en nedfaldsbold i feltet ind med en behersket inderside.

Den reducering gav hjemmeholdet tiltrængt medvind ind til anden halvleg, hvor kun en god redning af David de Gea efter godt fem minutter holdt udligningen væk.

I perioder af anden halvleg måtte publikum nærmest i foragt trække på smilebåndene, da ingen af holdene kunne sætte tre afleveringer sammen i træk. Boldtabene stod i kø for at afløse hinanden.

Ind imellem blev der også spillet tilforladelig fodbold, og Lingard burde være blevet dobbelt målscorer ti minutter efter pausen. Men helt fri i feltet sparkede han over mål.

Sen udligning

Den afbrænder blev dyr, da Newcastle med 20 minutter igen blev tilkendt det første straffespark i et år i Premier League, og på det scorede Aleksandar Mitrovic stensikkert.

I de næste ti minutter pressede Newcastle massivt på for at fuldbyrde comebacket og overraskelsen, men Louis van Gaals tropper fik stabiliseret sig, og så slog Rooney til igen med godt ti minutter tilbage.

Fra kanten af feltet bankede han bolden op i målhjørnet til 3-2. Men da Fellaini brændte en kæmpechance kort efter, var Newcastle stadig med i kampen.

Det udnyttede hjemmeholdet på tærsklen til overtiden, da Paul Dummett hamrede bolden op i nettaget og sikrede Newcastle det ene point.

Flot kamp af Okore

Jores Okore leverede en stærk indsats, da Aston Villa hjemme slog Crystal Palace med 1-0 på et fælt drop af udeholdets målmand Wayne Hennessey. West Ham sejrede på udebane med 3-1 mod Bournemouth.

/ritzau/