Det er næppe fordi, Rasmus Højlund har glemt, hvor målet står.
Med sine fem mål på seks kampe blev den 20-årige danske fodboldspiller i efteråret delt topscorer i Champions League-gruppespillet, og i EM-kvalifikationen havde han med sine syv scoringer også stor andel i, at Danmark rent faktisk bookede billet til næste sommers slutrunde.
I den bedste engelske fodboldrække, Premier League, har angriberen, der i sommer skiftede til storklubben Manchester United, dog ikke haft helt den samme succes foran mål.
Tværtimod faktisk, for ikke en eneste gang har han fået tilskuerne til at rejse sig og modstandernes målvogter til at vende sig om, pille bolden ud af målnettet og frustreret sende den op til midterlinjen igen.
En kedelig statistik, som Rasmus Højlund heller ikke lørdag formåede at ændre på, da han og Manchester United tabte 2-0 mod West Ham.
Det er dog ikke hans egen skyld, at det ikke er blevet til en eneste scoring i nu 14 kampe.
I hvert fald ikke hvis man spørger den tidligere engelske målræv Alan Shearer, som i sin tid i den bedste engelske fodboldrække scorede hele 283 mål.
- Når jeg ser ham, så er det ikke fordi, han er stoppet med at løbe. Han bevæger sig godt. Han har to kantspillere i Antony og Garnacho. Garnacho løber en stor del af tiden med hovedet nedad. Han ser ikke op, og kigger slet ikke efter, hvor angriberen er.
- Og Antony, 99 procent af gangene, han har bolden, der ved man, at han trækker til venstre og forsøger at slå bolden ind. Hvis jeg ved det, så ved forsvarerne det helt sikkert også, og det gør betingelserne svære for angriberen, siger Alan Shearer til BBC.
Den udlægning er den tidligere Chelsea og Liverpool-spiller, Joe Cole, enig i.
Manchester United har blot scoret 18 mål i de første 14 ligakampe, men det er langt fra Rasmus Højlunds skyld alene, mener han.
- Angriberen er blevet fodret med skrot, fordi der ikke er den rette balance bagved. Hvad sker der for Manchester United? De skal forbedre sig, siger Joe Cole til BBC.
Har modtaget færrest afleveringer
Der kan nu potentielt også være noget om snakken om, at serviceringen skal være bedre, hvis Rasmus Højlund skal på måltavlen.
Den 20-årige Manchester United-spiller er i hvert fald den angriber i hele Premier League, der efter 12 spillerunder har modtaget færrest afleveringer fra sine holdkammerater, ifølge fodboldmediet Goal.
Læg dertil, at Rasmus Højlunds holdkammerater Alejandro Garnacho og Marcus Rashford ligger nummer hendholdsvis 11 og 12 på ligaens liste over flest afslutninger fra offensivspillere. De to offensivspillere har sendt 38 og 37 afslutninger afsted i løbet af de første 14 kampe, mens deres danske holdkammerat til sammenligning blot har formået at skyde kuglen afsted mod mål 18 gange.
Vil Rasmus Højlunds medspillere se hans vej noget oftere, skal målene derfor også nok komme, mener den tidligere angriber Alan Shearer.
- Jeg tror på, at hvis han får tid, så skal han nok score mål. Jeg bliver bare frustreret på hans vegne, siger Alan Shearer.