Fem nederlag på stribe i den engelske Premier League.
Det er status for Brentford, som har danske Thomas Frank som manager.
Lørdag rendte danskerklubben ind i et 3-1-nederlag til lokalrivalerne fra Crystal Palace, hvilket gør Brentford til ligaens mest formsvage hold.
- Det er altid hårdt at tabe. Det er altid meget smertefuldt. Men jeg kan ikke brokke mig over spillernes indsats eller mentalitet, siger Thomas Frank ifølge BBC efter kampen mod Crystal Palace.
Brentford har nu tabt de seneste fem kampe i Premier League, hvilket er en tangering af den negative rekord, som danskerklubben satte i perioden 11. januar 2022 til 9. februar samme år. Med lørdagens nederlag har Brentford nu fire point ned til Luton under nedrykningsstregen.
- Det er på ingen måde en sikkerhed i denne liga, skriver London Evening Standard.
Se, hvordan Brentfords ligaplacering har udviklet sig runde for runde herunder:
Allerede inden lørdagens opgør havde The Athletic-journalisten Jay Harris, som dækker Brentford tæt, sendt en advarsel ud.
- Brentford er nødt til at være forsigtige, for de kan ende i seriøse problemer. Skadeslisten bider fra sig, og deres kampprogram er på vej til at blive væmmelig, skrev Jay Harris efter nederlaget til Wolverhampton den 28. december.
Til DR Sporten forklarer Jay Harris, at mange for en måned siden havde den opfattelse, at oprykkerne fra Luton, Burnley og Sheffield United ville ende som nedrykkere.
- Det kan meget vel ende med også at blive realiteten, men der var en smule arrogance omkring, at alle andre hold i Premier League ville klare sig, fordi de tre oprykkere spillede, som de gjorde. Nu har Luton vundet et par kampe, og Brentford er kun fire point over dem, siger Jay Harris.
- Jeg skrev artiklen for at sige, at det ikke er en selvfølge, at Brentford klarer sig. Det bliver svært. I starten af december var Brentford nummer 10 med 12 point ned til nedrykningsstregen. Fire uger senere har de ikke vundet et eneste point siden da, så det handler om at få vendt situationen hurtigt.
'Kedelig' årsag til dårlig stime
Spørger man Jay Harris er der en simpel forklaring på nedturen i Brentford.
- Den kedelige årsag er, at de har mistet så mange nøglespillere til skader og karantæne, forklarer Jay Harris.
Et vilkår, som mange Premier League-klubber lider under i denne sæson, men for en klub som Brentford, som ikke har tilsvarende økonomi som mange andre, rammer det hårdere.
Her fremhæver Jay Harris en klub som Chelsea, der har råd til at bænke en dyr herre som Raheem Sterling for at ersatte ham med Noni Madueke, som kostede 30 millioner pund, og som nu har scoret i to kampe i træk.
- Brentford mangler ni-ti førsteholdsspillere, og det kan de virkelig mærke i øjeblikket. Truppen er presset til det yderste, og man er nødt til at sætte sin lid til en del 19-årige fra b-holdet i øjeblikket, siger han.
Klubbens dårlige periode rykker ifølge Jay Harris ikke ved Thomas Franks status i Brentford. Støtten er intakt, og der skal meget mere dårligdom til, før støtten ryger.
- Det er kun seks måneder siden, at Thomas Frank sikrede Brentford en niendeplads – deres højeste placering nogensinde i Premier League.
- Folk længere oppe i Brentford-hierarkiet tænker ikke, at Thomas Frank gør et dårligere stykke arbejde lige nu. Det handler mere om, at truppen er presset til dens grænser. Hvis disse resultater var kommet med alle mand til rådighed, ville de nok være mere bekymrede, siger Jay Harris.
Talismanen vender tilbage
Thomas Frank og Brentfords forudsætninger bliver bedre, når 2023 bliver til 2024, hvor fem-seks spillere igen er til rådighed, fortæller Jay Harris.
En af dem er klubbens helt store stjerne, engelske Ivan Toney, som kan gøre comeback om nogle uger efter at have afsonet otte måneders karantæne for brud på bettingreglerne.
Toney har været Thomas Franks vigtigste våben i Premier League, hvor det i forrige sæson blev til 20 fuldtræffere fra den engelske skarpretter, hvilket har vakt interesse fra større addresser. Men situationen i Brentford gør, at klubben vil holde på ham, vurderer Jay Harris.
- Det er vigtigere for klubben at få pengene for at blive i Premier League end pengene fra et salg, siger The Athletic-journalisten.
- Han er en leder for spillerne, og når man får en spiller tilbage på banen med så stor kvalitet, så løfter han alle. Vi ved, hvor fantastisk Mathias Jensen er på dødbolde og indlæg, og hvis han sigter efter Ivan Toney, får han nok lidt flere assister.
I næste ligakamp mod Nottingham Forest kan Ivan Toney få sit længe ventede comeback, og det glæder den danske manager sig til.
- Selv hvis vi havde alle mand til rådighed, og vi havde vundet fem kampe i streg, eller hvis vi havde nogle få spillere ude og tabt nogle kampe, så ville jeg altid se frem til at få Ivan tilbage, siger Thomas Frank til klubbens hjemmeside.
- Han er en karakter, en leder og en god spiller.
Brentford skal i aktion igen den 5. januar mod Wolverhampton i FA-cuppen. Ivan Toney må vente til 20. januar med at gøre comeback, når Nottingham Forest gæster Brentford Community Stadium i Premier League.