Efter en halvtræg start på tilværelsen i Premier League er Rasmus Højlund i den grad kommet i omdrejninger.
Den danske landsholdsangriber har scoret i seks ligakampe i træk som den yngste nogensinde, men lørdag får han ikke muligheden for at bygge videre på sin rekord, når Manchester United møder Fulham.
Danskeren har pådraget sig en muskelskade, hvilket vil koste ham flere kampe.
Det oplyser Manchester-klubben på sin hjemmeside.
- Det er en lille skade. To til tre uger vil han være ude. Det er risikoen, når man spiller og træner med så stor intensitet, siger Manchester United-manager Erik ten Hag på et pressemøde.
Rasmus Højlund diskede senest op med to mål, da Manchester United slog Luton 2-1 i Premier League.
Sammenlignet med hollandsk målræv
Højlunds flotte målform har fyldt meget i de engelske medier i de seneste uger.
Ifølge BBC's fodboldekspert Nedum Onuoha udstråler danskeren enorm selvtillid.
- Han har sikkert en følelse af, at hver gang han går på banen, vil han score. Det er ikke en følelse, jeg nogensinde har haft, men man kan se, når nogen har den, siger Nedum Onuoha.
Danskerens målform og egenskaber var ugens store samtaleemne i førnævnte Onuoha, der spillede 188 kampe i Premier League, og Cesc Fabregas', manden med næstflest assister i ligaens historie, podcast, Planet Premier League.
Cesc Fabregas er også meget imponeret af 21-årige Højlund, som han kalder "en virkelig klog" spiller, som "angriber feltet godt".
- Når han får selvtillid, er han en Van Nistelrooy-type som afslutter.
- Jeg tror, han kan blive en top-topangriber for Manchester United i fremtiden, siger Cesc Fabregas.
Ruud van Nistelrooy tog Premier League med storm, da han scorede henholdsvis 23, 25 og 20 ligamål i sine første tre sæsoner for Manchester-klubben i starten af 00'erne.
Ud over sammenligningen hæfter Cesc Fabregas sig ved, at en målscorer som Rasmus Højlund kræver de rette betingelser, hvilket ikke var tilfældet i starten af sæsonen. Men når betingelserne er der, skal den unge dansker nok kvittere med mål.
- Når du har det (Højlunds kvaliteter, red.), og du samtidig har en god spiller i én mod én-situationer, som laver indlæg hele tiden, så vil du altid få det bedste ud af ham, siger Cesc Fabregas.
Højlunds hårde arbejde belønnes
Onuoha gjorde sig mest som højre back, mens Fabregas var at finde på midtbanen. Alan Shearer ved til gengæld, hvad det vil sige at score mål på samlebånd.
Shearer er med sine 260 scoringer indehaver af rekorden for flest mål i Premier League, og han forklarer også, at Rasmus Højlunds begyndelse i det engelske ikke var den nemmeste, men at der trods ventetiden på mål ikke kan peges fingre ad danskeren.
- Jeg husker for tre-fire måneder siden, hvor jeg skrev om, hvorfor Rasmus Højlund ikke fik målchancerne. De to fløjspillere blev ved med at skære ind i banen og skabte derfor ingen chancer til ham, fortalte Alan Shearer i BBC's Match of the Day.
- Men Højlund stoppede aldrig med at løbe, han gik aldrig i panik, blev ved med at løbe i positioner, selvom bolden måske ikke blev spillet til ham. Han blev ved med at gøre det, og han får sin belønning nu, og han ligner en virkelig, virkelig god spiller, sagde Shearer.
Rasmus Højlund har indtil videre scoret syv gange i indeværende Premier League-sæson, mens det i Champions League blev til fem mål. Derudover har danskeren scoret en enkelt gang i FA Cup.
Christian Eriksen har rekorden for flest danske scoringer i en Premier League-sæson. Det skete i sæsonerne 2014-15 og 2017-18, hvor Eriksen lavede 10 mål.