For neutrale fodboldelskere kom årets julegave tidligt denne jul. Fredag aften leverede Arsenal og Liverpool et medrivende drama, der havde det hele.
På Emirates Stadium sluttede Premier League-kampen 3-3 efter et vildt kampbillede. Liverpool førte 2-0 og var en klasse bedre, inden Arsenal scorede tre gange på fem minutter og bragte sig i front.
Liverpool slog dog tilbage og fik et point med hjem. Dermed ligger holdene fortsat nummer fire og fem. Liverpool har 35 point, Arsenal har 34, begge for 19 kampe.
Spillet bølgede frem og tilbage i den første del, men Liverpool var holdet med en plan, mens Arsenal manglede gennembrudskraft og kreativitet.
Klasseforskellen blev markant fra midtvejs i første halvleg, da Liverpool bragte sig foran.
Arsenal mistede bolden i angreb, og Liverpool satte en perfekt kontra op, hvor Mohamed Salah blev spillet fri i højre side. Hans indlæg blev rettet af, så bolden tog en bue, så formstærke Philippe Coutinho kunne heade 1-0-målet ind.
I fortsættelsen havde Liverpool flere store chancer for at afgøre kampen, men Salah misbrugte blandt andet en friløber. På riposten forsøgte Sadio Mané sig med en slags saksespark, der gik lige over mål.
Han burde have tæmmet bolden og forsøgt sig med et kontrolleret spark, og manager Jürgen Klopp var da også tosset på sidelinjen.
På banen var Arsenal i vildrede og skulle være tilfreds med 0-1 ved pausefløjtet. Holdets fans var mindre tilfredse. De kvitterede med højlydt pibekoncert.
Syv minutter efter pausen kom så det fortjente 2-0-mål. Igen efter en kontra og denne gang var Salah mere skarp, da hans skud fra 20 meter snittede en Arsenal-forsvarer og strøg i mål.
Så måtte den være hjemme, tænkte man. Men Arsenal satte prompte gang i et vanvittigt comeback, der resulterede i tre mål på fem minutter.
Først udnyttede Alexis Sánchez tøven ved bageste stolpe til at heade et indlæg ind fra klos hold.
Tre minutter senere tog Granit Xhaka chancen med et langskud, og det strøg i mål til 2-2, da keeper Simon Mignolet droppede på det groveste, da han på underlig vis forsøgte at redde med kun én arm.
Nu havde Arsenal blod på tanden, og yderligere to minutter senere scorede Mesut Özil efter et smart bandespil med Alexandre Lacazette. Nu kogte Emirates pludselig.
Men Liverpool svarede tilbage. 20 minutter før tid blev Roberto Firmino spillet fri på kanten af feltet, og Petr Cech i målet kunne blot halvklare forsøget, der sprang i mål til 3-3.
Begge hold havde i slutfasen chancen for at score sejrsmålet, men det endte i pointdeling, og så var det hektiske juleprogram ligesom skudt i gang.
/ritzau/