Presset Mourinho: Nu skal jeg hjem og se rugby

Den portugisiske træner var meget fåmælt efter Chelseas 3-1-nederlag hjemme mod Liverpool.

José Mourinho ligner en færdig mand i Chelsea. (Foto: © Justin Tallis, Scanpix)

José Mourinho ligner efterhånden en færdig mand i Chelsea. Lørdag eftermiddag tabte de forsvarende engelske mestre 3-1 hjemme mod Liverpool, og satte dermed den tidlige føring over styr, som Ramires ellers havde sikret klubben efter fem minutters spil.

Efter kampen var det en meget fåmælt José Mourinho, der svarede det samme til i omegnen af ti forskellige spørgsmål om kampen mod Liverpool, Chelseas problemer og hans egen fremtid i klubbben.

- Jeg har intet at sige. Jeg har intet at sige. Jeg har intet at sige. Beklager, jeg har intet at sige, lød det fra Mourinho, der dog alligevel satte lidt flere ord på.

- Jeg er ikke bekymret (over sin fremtid i Chelsea, red.).

Chelsea er nummer 15 i Premier League med 11 point for 11 kampe.

På et pressemøde efter kampen åbnede José Mourinho lidt mere op for posen. Her blev han direkte spurgt, om han tror, han med nederlaget mod Liverpool er færdig som Chelsea-manager. Det skriver BBC.

- Nej, lød svaret fra Mourinho, der også svarede på det meget åbne spørgsmål 'hvad nu?'.

- Jeg vil tage hjem til en trist familie og se noget rugby. Koble lidt af fra det her. Derefter vil jeg begynde at forberede træningen frem mod vores næste kamp.