Huddersfield stod for endnu en overraskelse i den engelske Premier League, da holdet vandt 2-1 hjemme over Manchester United.
Med de danske landsholdsspillere Jonas Lössl og Mathias "Zanka" Jørgensen i startopstillingen hentede Huddersfield sæsonens flotteste sejr.
Et boldtab midt på banen af Juan Mata satte Huddersfield i gang.
Hjemmeholdets midtbanespiller Aaron Mooy var først over en returbold fra United-keeper David De Gea, og så stod det 1-0 efter 28 minutter.
Victor Lindelöf var blevet skiftet ind efter 23 minutter, da Phil Jones udgik med en skade.
Skidt svensk spil
Den svenske stopper så ikke for godt ud ved 1-0-scoringen, og det blev endnu værre fem minutter senere.
Her leverede Jonas Lössl en assist, da han sendte Laurent Depoitre i dybden, men Lindelöf burde have headet bolden væk fra farezonen.
I stedet fik Depoitre en friløber og rundede let og elegant De Gea og gjorde det til 2-0.
Den indskiftede United-angriber Marcus Rashford fik reduceret på et hovedstød efter 78 minutter, men tættere på point kom udeholdet ikke.
/ritzau/