Efter flere dages massive rygter er José Mourinho nu endelig præsenteret som manager i Manchester United.
Han overtager jobbet efter Luis Van Gaal, der ligesom forgængeren David Moyes ikke formåede at slå til i klubben. Nu får José Mourinho så tre år til at forsøge at gøre det bedre. Derudover har han en option i sin kontrakt, der sikrer, at han kan blive på Old Trafford til 2020. Med mindre, selvfølgelig, at han ligesom forgængerne forlader klubben før tid.
https://twitter.com/ManUtd/status/736117768496369664
Den slags tanker er dog ikke værd at spille tiden på netop i dag. Mourinho ankommer til Old Trafford som den mulige frelser efter flere års krise. Siden Alex Ferguson forlod klubben har The Red Devils været langt fra tidligere tiders niveau, og her er Mourinho det store håb.
Portugiseren har vundet 22 titler i løbet af de seneste 13 år, og virker betaget af sin nye arbejdsgiver.
- Der er en mystik og en romantik omkring Manchester United, som ingen andre klub kan matche, siger José Mourinho til klubbens hjemmeside.
Samme sted kan man også læse om vice-direktør Ed Woodwards begejstring for ansættelsen:
- José er ganske simpelt den bedste manager i fodboldverdenen. Han har vundet trofæer og inspireret spillere i flere europæiske lande, og så kender han Premier League rigtigt godt, efter at have vundet tre titler her.
De tre Premier League-titler er alle vundet med Chelsea, hvor han har været manager i to omgange.
https://twitter.com/ManUtd/status/736119869117173760