Nicklas Bendtner scorer sit første mål for Nottingham

Efter næsten et år uden scoringer kom Nicklas Bendtner tirsdag på måltavlen for Nottingham Forest.

(Foto: © Tony O'Brien, Scanpix)

Nicklas Bendtner er tilbage i rollen som målscorer.

Den danske angriber bragte tirsdag aften Nottingham Forest foran 1-0 mod Fulham i den næstbedste engelske række med sit første mål for klubben. Det var hans første scoring siden 31. oktober sidste år.

Kampen var Bendtners femte for Nottingham Forest efter sensommerskiftet til den engelske Championship-klub.

Allerede i sin første kamp var den danske angriber tæt på at blive helten for sin nye klub, da han ved stillingen 2-2 ramte træværket med et hovedstød efter at være blevet skiftet ind.

Siden er det blevet til yderligere to indhop i ligaen og en kamp fra start mod Arsenal i pokalturneringen, men altså først i femte forsøg kom det længe ventede mål.

Til trods for Bendtners mål endte kampen mod Fulham 1-1.

/ritzau/