For femte gang i historien er Manchester City engelsk mester i fodbold.
Det blev et faktum søndag, uden at klubben var i aktion.
Citys eneste rival til titlen, Manchester United, tabte meget overraskende 0-1 hjemme til West Bromwich, der er sidst i Premier League.
Med fem kampe tilbage at spille har Manchester City 87 point, mens Manchester United har 71 point på andenpladsen.
City har været dominerende igennem hele sæsonen i den engelske liga.
Det er Citys tredje mesterskab i dette årti, efter at klubben også triumferede i 2012 og 2014.
Det er holdets andet trofæ i denne sæson, efter at det i februar også blev til sejr i den mindste af de to engelske pokalturneringer, Liga Cuppen.
City slog Tottenham
Med Premier League-titlen har manager Josep Guardiola for alvor fået markeret sig i sin anden sæson i klubben.
Den succesrige spanier, der også har hentet mange titler hos FC Barcelona og Bayern München, så på et tidspunkt ud til at kunne føre City mod endnu flere titler i sæsonen.
I FA Cuppen røg klubben dog overraskende ud mod upåagtede Wigan, mens Liverpool tidligere i denne uge blev stopklodsen i Champions Leagues kvartfinaler.
Her tabte City samlet med hele 1-5, men klubben tog lørdag lidt revanche ved at vinde 3-1 ude over Tottenham i ligaen.
/ritzau/