Manchester City brager videre mod mesterskabet

Med 4-1 over Tottenham har Manchester City vundet 16 Premier League-kampe i træk og fører rækken med 14 point.

Belgiske Kevin de Bruyne spillede en fremragende kamp, da Manchester City bankede Tottenham og Christian Eriksen. (Foto: © Paul ellis, Scanpix)

Manchester City fortsætter med at feje al modstand til side i Premier League.

Lørdag gik det ud over Tottenham, da Pep Guardiolas tophold via 4-1 hentede den 16. ligasejr på stribe. Christian Eriksen reducerede i overtiden.

Sejren kunne nemt være blevet større, og sammen med stillingen understreger den Manchester Citys øjeblikkelige suverænitet i den bedste engelske fodboldrække.

City har fortsat blot smidt point én gang i sæsonen og har 52 point for 18 kampe. Det er 14 flere end Manchester United og Chelsea. Tottenham på sjettepladsen er 21 point efter.

Manchester City-manager Pep Guardiola måtte endda se bort fra David Silva i startopstillingen. I stedet for den lille kreatør fik Ilkay Gündogan plads på midtbanen bag hyperfarlige Sergio Agüero og Raheem Sterling samt livlige Leroy Sane i frontlinjen. Tottenham kom til Etihad Stadium med en højtliggende bagkæde og ivrigt pres, men City lod sig ikke dukke og pressede i stedet Tottenham til opspilsfejl på stribe.

Efter 14 minutter havde værterne sat sig totalt på opgøret, haft to giftige forsøg og bragt sig foran 1-0. Leroy Sane sendte et knaldhårdt hjørnespark lige ind i panden på en helt fri Gündogan, som bare skulle tage et skridt frem mod bolden for at score føringsmålet. Ti minutter senere havde Sergio Agüero, Raheem Sterling og Gündogan haft gyldne muligheder for at fordoble føringen, og Tottenham var næste korthus til at vælte i Manchester City-orkanen.

Eriksen på tavlen

Gæsterne fik hverken tid eller plads til at sætte Harry Kane, Christian Eriksen, Dele Alli eller formstærke Heung-Min Son i scene.

Kanes afslutning snært forbi den fjerneste stolpe efter 34 minutter var en enlig blomst i en gold ørken.

I anden halvleg hævede Tottenham øjeblikkeligt niveauet gevaldigt og så pludselig ikke længere groggy ud.

Kane tvang efter 56 minutter Ederson i City-buret til en stor énhåndsredning.

Tottenham satsede alt og gik også til grænsen i tacklingerne. Både Kane og Alli fik advarsler for tacklinger på en modstanders ankel.

Men bedst som gæsterne øjnede gevinst for et hårdt tilkæmpet comeback, slog City kontra. Kevin De Bruyne afsluttede en lynhurtig omstilling med et hårdt spark, som Tottenham-målmand Hugo Lloris kun formåede at få en hånd på.

Kort efter sendte Gabriel Jesus et straffespark på stolpen.

Målene til 3-0 og 4-0 satte Raheem Sterling ind efter hæsblæsende omstillinger i kampens sidste ti minutter og nåede op på 11 sæsonmål.

Selv om Christian Eriksen reducerede med en intelligent afslutning, endte Tottenham-spillerne, som de startede, med at være statister i endnu en City-opvisning.

/ritzau/