Mesterholdet Leicester fik lørdag aften sit første point i den nye sæson af Premier League.
På hjemmebane spillede Kasper Schmeichel og resten af Leicester 0-0 med Arsenal efter en kamp fyldt med fejl og dårligt spil.
Det var gæsterne fra Arsenal, der fra start satte sig på kampen. Arsenal spillede sig frem til en række halve chancer uden rigtigt at komme tæt på.
Arsenals største chance i første halvleg kom mere grundet en tilfældighed end godt spil.
Santi Cazorla slog et indadskruet frispark ind fra venstre kant. Ingen markspillere nåede frem til bolden, og det var lige ved at overraske Kasper Schmeichel, der dog reagerede hurtigt og fik puffet bolden ud til hjørnespark.
Fem minutter før pausefløjtet appellerede Leicester for straffespark, da Danny Drinkwater blev væltet omkuld i forbindelse med et kontraløb.
Efter pausen kom Leicester bedre med i kampen, og særligt Riyad Mahrez tiltrak sig meget opmærksomhed i anden halvleg.
20 minutter før tid burde Jamie Vardy måske have scoret. Den engelske landsholdsangriber modtog en stikning i dybden, men Vardys træk blev for langt, og vinklen blev dermed for skarp.
Fin afslutning
Både Arsenal og Leicester tabte deres førsterundekamp, og ingen af holdene virkede til at være tilfredse med ét point. Derfor livede kampen en smule mere op mod slutningen.
Arsenal rykkede længere frem på banen, og Leicester-spillerne genbrugte deres vinderopskrift fra sidste sæson med lange bolde op mod hurtige Vardy og Mahrez.
Mesterholdet lykkedes dog ikke med taktikken, og det var i stedet Arsenal, der i kampens sidste ti minutter tvang Schmeichel ud i gode redninger.
Kampens afslutning bød på drama, da Leicester tre minutter før tid atter følte sig snydt for et straffespark. Indskiftede Ahmed Musa blev fældet, og denne gang havde Leicester-spillerne måske en sag.
Dommer Mark Clattenburg holdt dog fløjten i ro, og dermed endte kampen 0-0.
/ritzau/