John Terry vil gøre som Giggs

34-årige John Terry har ingen planer om at indstille karrieren snart. Derfor gør han alt for at holde formen.

John Terry træner hårdt for at forlænge sin karriere. (Foto: © GLYN KIRK, Scanpix)

John Terry har efterhånden prøvet det meste som fodboldspiller i Chelsea. Han har vundet mesterskaber, pokaltitler, Europa League og Champions League. Han har også prøvet at brænde det afgørende straffespark i Champions League-finalen.

Men selv om CV'et er fyldt godt op med meritter, så har Chelsea-anføreren ingen planer om at lægge støvlerne på hylden. Slet ikke.

- I de seneste fire-fem år har jeg lavet en masse ekstra træning - ikke kun på træningsbanen, siger John Terry til Sky Sports.

- Med indsatsen i fitnesscentret, på træningsbanen, uden for grønsværen og ved at spise det rigtige mad håber jeg, at jeg kan blive ved så længe som muligt.

Gør det som Giggs

Forbilledet er en gammel rival i skikkelse af Manchester United-legenden Ryan Giggs, der først stoppede sin aktive karriere som 40-årig.

Og Terry håber at kunne præstere noget, der minder om det.

- Det er muligt at spille, til man er højt oppe i årene som Giggs, lyder det fra den tidligere engelske landsholdsanfører.

John Terry er et produkt af Chelseas egen ungdomsafdeling, og med undtagelse af et lejeophold i Nottingham Forest i sæsonen 1999/2000 har Terry spillet hele karrieren for den blåblusede London-klub.

Her har han også været anfører i mere end et årti.

Derudover nåede han 78 landskampe og seks mål for England i perioden 2003 til 2012.

/ritzau/