Joachim Andersen skifter for anden gang i karrieren til Fulham

Danskeren har spillet for Crystal Palace i de seneste tre sæsoner.

Joachim Andersen blev anfører i Fulham efter et halvt år, sidst han var i klubben. (Foto: © Darren Staples, Associated Press)

Den danske landsholdsspiller Joachim Andersen skifter fra en Premier League-klub til en anden.

Forsvarsspilleren er blevet købt af Fulham og dermed kan den 28-årige fodboldspiller blive boende i London, hvor hans nu tidligere klub Crystal Palace også holder til. Begge klubber har fredag aften bekræftet handlen.

Ifølge fodboldmediet Bold.dk koster den danske bagstopper 290 millioner kroner.

Det er anden gang i karrieren, at Joachim Andersen skal repræsentere Fulham. I 2020/21 var han udlånt til klubben fra franske Lyon. Her blev danskeren hurtigt en favorit, og efter første halvsæson blev han udnævnt til anfører for klubben, hvilket er en stor præstation, da lejespillere sjældent får anførerbindet.

- Det er virkelig dejligt at være her. Det føles lidt som at komme hjem, så det er en god følelse, siger forsvarsspilleren til Fulhams hjemmeside.

- Jeg kender selvfølgelig klubben, så jeg havde ikke brug for nogen til at overtale mig. Jeg havde nogle gode snakke med manageren (Marco Silva, red.). Jeg kender hans spillestil, så det var en beslutning, jeg selv skulle træffe med min kone og familie og se, hvad der var det bedste for mig, og jeg tror, det er et godt skridt for min karriere.

Joachim Andersen har fået en kontrakt, der gælder til 2029, og trøjenummer 5 - det samme som han spillede med i hans første tid i klubben.

Joachim Andersen nåede 113 kampe for Crystal Palace på tre sæsoner. (Foto: © Adam Vaughan, Ritzau Scanpix)

Joachim Andersen har efterhånden repræsenteret en del klubber i fodboldeuropa. Han spillede ungdomsfodbold i FC København og FC Midtjylland, inden han tog turen til hollandske FC Twente som 17-årig.

Herfra tog han til italienske Sampdoria, hvor han imponerede stort og sikrede sig et skifte til den franske topklub Lyon.

Men her fik den danske landsholdsspiller ikke stor succes, hvorfor et udlån til Fulham blev løsningen. Her viste Joachim Andersen, at han sagtens kunne begå sig i Premier League, hvorfor Crystal Palace satte klørerne i ham.

London-klubben havde ham i folden i tre år, inden han altså nu skifter tilbage til Fulham i den centrale London.