Alle havde dømt Leicester og Kasper Schmeichel til nedrykning på nogenlunde dette tidspunkt i sidste sæson. Men holdet vendte en skidt periode og reddede endnu en sæson i Premier League.
Et år efter er Leicester solidt plantet på førstepladsen i den bedste engelske fodboldrække, og mandagens 1-0-sejr hjemme over Newcastle gør ikke optimismen om et muligt engelsk mesterskab mindre.
Den japanske angriber Shinji Okazaki sørgede for at gøre mandagens kamp endnu mere mindeværdig med det enlige mål på et flot saksespark efter 25 minutter.
Leicesters topscorer, Jamie Vardy, steg op og headede bolden ind over, og Okazaki timede sit akrobatiske opspring helt perfekt og flugtede bolden i mål.
Leicester fører nu ligaen med 63 point efter 30 kampe. Tottenham og Christian Eriksen er placeret på andenpladsen med fem point færre end Leicester.
/ritzau/