Jan Mølby var en fremtrædende figur, da Liverpool vandt den ene titel efter den anden i 1980erne. Men han var også en del af et par af historiens største fodboldtragedier.
Først var han part i mesterholdenes finale i 1985 på Heysel Stadion, hvor 39 tilskuere blev dræbt i forbindelse med mødet mellem Liverpool og Juventus.
Fire år senere var han og Liverpool impliceret i FA Cup-semifinalen mod Nottingham Forest på Hillsborough Stadion i Sheffield, hvor 96 Liverpool-fans døde, da for mange tilskuere blev lukket ind på stadion.
21. april markeres 25-året for Hillsborough-tragedien med en kamp, hvor en række Liverpool-legender vil være blandt spillerne. Heriblandt Jan Mølby, skriver Reuters.
Han vil være at finde på det internationale hold af gamle Liverpool-stjerner, der blandt andre også tæller Dietmar Hamann, Vladimir Smicer, Luis Garcia og Stephane Henchoz. Gerard Houllier vil være manager for holdet.
Kenny Dalglish vil stå i spidsen for det andet hold, der blandt andre inkluderer Ian Rush, Robbie Fowler, Steve McManaman, John Barnes, David James og Jamie Carragher.
- Det er en fantastisk mulighed for fansene og familierne at komme på Anfield til en fest for at ære de 96, siger Dalglish.
Kampen er døbt The Celebration of 96.
/ritzau/