Højbjerg ser rødt mod Schmeichel i Premier League

Pierre-Emile Højbjerg fik to gule kort og røg dermed ud, da Kasper Schmeichel og Leicester var på besøg.

Kasper Schmeichel og Pierre-Emile Højbjerg var ikke enige om alt i dagens kamp. (Foto: © Peter Cziborra, Scanpix)

Efter to kampe på bænken fik Pierre-Emile Højbjerg chancen for start, da Southampton i tredje runde i Premier League tog imod Leicester og Kasper Schmeichel.

Højbjergs optræden sluttede dog efter 77 minutter, da han fik sit andet gule kort i kampen og dermed røg ud.

Det første gule kort fik han af kampens dommer, Jonathan Moss, efter 26 minutter for et frispark, og det dyrebare andet kom som følge af film i Leicester-feltet, skriver BBC.

På det tidspunkt var stillingen 1-1.

I to minutters overtid headede Harry Maguire sejren i hænderne på Leicester med sit mål til 2-1.

Sejren er Leicesters anden i sæsonen, mens Southampton endnu ikke har vundet.

Jannik Vestergaard fik i øvrigt fuld spilletid i midterforsvaret hos Southampton.

Flere danskere i vælten

Det har heller ikke danskerklubben Huddersfield efter 0-0 hjemme mod Cardiff.

Mathias "Zanka" Jørgensen og Philip Billing startede inde for Huddersfield, før målmand Jonas Lössl blev skiftet ind efter 13 minutter som afløser for Ben Hamer. Hamer udgik efter en kollision med en modstander.

For Cardiff fik Kenneth Zohore de første 59 minutter.

/ritzau/