Det danske stjernefrø Mikkel Damsgaard har siden EM-slutrunden sidste sommer placeret sig lige midt i de danske fodboldelskeres hjerter.
Det kølige overblik, de vævre driblinger og ikke mindst det vidunderlige frisparksmål mod England på Wembley fik både danske og udenlandske medier til at døbe den nye stjerne ’Damsinho’, og der blev spået om store fremtidsdestinationer for danskeren.
En skade, der holdt danskeren på sidelinjen det meste af sidste sæson, satte dog en stopper for fodboldspillerens momentum.
Karrieren skal kickstartes, og Damsgaard vender tilbage den engelske hovedstad, hvor han for lidt over et år siden fik os alle til at juble.
Han bliver nemlig en del af danskerkolonien i Brentford FC fra den engelske Premier League.
- Jeg er enormt spændt på det og umiddelbart meget positiv. Jeg tror, at Mikkel Damsgaard har gode muligheder for at blomstre under Thomas Frank, siger DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.
Netop fodboldklubbens danske cheftræner, Thomas Frank, kan være nøglen til succes for Damsgaard, der spillemæssigt kan minde om en tidligere Brentford-stjerne, nemlig Christian Eriksen.
- Den måde, som Thomas Frank fik noget ud af Eriksen på, indikerer, at der kunne være mulighed for, at Damsgaard kunne gøre det samme.
- Vi så, hvad Damsgaard kunne for Danmark i Eriksens fravær under EM, og jeg tror, at vi kan forvente at se noget af det samme. Thomas Frank kender ham indgående og ved, hvad han kan, som en af få toptrænere, siger Andreas Kraul.
Skade spolerede sidste sæson
Mikkel Damsgaard har de seneste to sæsoner betrådt græsset i den italienske Serie A, hvor han er tørnet ud for Sampdoria.
En klub, der ikke just kæmper med i toppen af ligaen, men til gengæld havde store forhåbninger til danskeren i forhold til et kæmpe salg ovenpå EM-successen.
Desværre for klubben, men især for Mikkel Damsgaard, rendte danskeren ind i en slem knæskade i oktober sidste år, som holdt ham ude i et halvt år.
Den skade har spillet en stor rolle i forhold til, at han nu lander på en hylde, som man efter EM ville have vurderet som værende lavere, end hvad potentialet rakte til.
- Grundlæggende bliver det godt for Damsgaard at komme væk fra Italien og Sampdoria. I Italien benytter de ofte en anden måde at spille på end den, som passer til Damsgaard. Han har lært meget af tiden i Sampdoria, men han har godt af et sceneskift.
Den nye scene hedder Premier League og Brentford Community Stadium. Et sted Damsgaard bliver holdkammerat med en håndfuld af danske spillere.
Blandt andet Mathias Jensen, som kantspilleren kender fra landsholdet og deres fælles fortid i FC Nordsjælland.
- Al historik viser, at det er en fordel. Damsgaard er stadig ung og kommer til en ny liga, hvor han med det samme får en tryghed og base. Relationerne er givet på forhånd, og trænerens taktik ligger tæt op af landstræner Hjulmands, fortæller Kraul.
Det virker næsten som om, at Mikkel Damsgaard vender hjem. Men det er altså England og den ekstremt fysiske Premier League, som den vævre dansker skal prøve kræfter med.
- Han ligner jo ikke en storspiller. Han ligner en mellemting mellem en konfirmand og en fugleunge. Når han så spiller, kan man godt se, at han er rigtig god, men fysikken er ikke Damsgaards force.
- Jeg vil sige det sådan, at i virkeligheden er det ikke et oplagt match. Var han blevet købt af Fulham, var jeg ikke på samme måde positiv. Det er verdens bedste liga, og der er ingen fribilletter. Samtidig er det heller ikke et tophold, han skal spille for.
- Men fordi det er Brentford med deres historik for danskere og Eriksens præstationer i foråret, så ser jeg gode muligheder for, at Damsgaard nok skal få en masse minutter og lave mål og assists, siger Andreas Kraul.
VM venter forude
Til vinter skal der spilles VM i Qatar, og her kan man godt forvente, at Damsgaard skal komme til at spille en stor rolle. Hans evne til at binde det offensive spil sammen har været en vigtig faktor for Kasper Hjulmand, og netop de anderledes kvaliteter han besidder er noget, som er guld værd for landsholdet.
- Vi ved, at han har lang snor hos Hjulmand, så selv hvis han ikke spiller alle kampe, vil han være relevant for landsholdet.
- Der er en risiko for, at han ikke kan leve op til forventningerne og den hårde liga. Men jeg kan godt lide, at han med skfitet signalerer, at der ingen overlægger er. Når man har scoret i en EM-semifinale, behøver man ikke vælge et belgisk bundhold fremfor Premier League, siger DR Sportens fodboldkommentator.
Med små fire måneder til VM skal hele Danmarks "Damsinho" igen finde kampformen, eftersom 2022 kun har budt på syv kampe med spilletid for den 22-årige kreatør.
- VM er klart en faktor i den samlede ligning for skiftet, som også handler om at få karrieren skudt ordentlig i gang. Han har haft gode perioder i Sampdoria, men ikke de her lange stabile perioder. Det skal han forsøge at finde nu i Brentford, siger Andreas Kraul.
Mikkel Damsgaard har mulighed for at få debut allerede på lørdag, hvor Brentford tørner sammen med Manchester United og Christian Eriksen.