FA undersøger Mourinho for beskyldninger om sexchikane

Chelsea-manageren risikerer karantæne, hvis FA dokumenterer, at han har brugt sexistisk sprog mod klublæge.

Jose Mourinho kan risikere længere karantæne. (Foto: © Adam Holt, Scanpix)

Chelseas portugisiske manager, Jose Mourinho, risikerer fem spilledages karantæne, efter at en privat person har beskyldt ham for at bruge sexistisk og krænkende sprog mod klubbens læge holdlæge Eva Carneiro.

Det skriver AFP.

Det Engelske Fodboldforbund (FA) meddeler, at man "har modtaget en henvendelse, der drejer sig om en påstået hændelse under Premier League-kampen mellem Swansea og Chelsea den 8. august".

FA oplyser, at man ikke vil kommentere yderligere på sagen.

Den til tider temperamentsfulde Jose Mourinho kritiserede efter kampen Eva Carneiro, da klublægen løb ind på banen for at behandle Chelsea-stjernen Eden Hazard i kampens slutning.

Op til fem spilledage ude

Efter kampen blev Eva Carneiro degraderet af Jose Mourinho, som forbød hende at være med på bænken til Chelseas kampe.

Siden hændelsen har Eva Carneiro ikke vist sig i klubben, men fredag skriver den engelske avis The Telegraph, at hun igen er blevet bedt om at indfinde sig på mesterklubbens træningsanlæg Cobham.

Ifølge FA's regler kan spillere og trænere blive straffet for upassende og krænkende sprogbrug.

En grov overtrædelse af reglerne kan resultere i op til fem spilledages karantæne, og fodboldforbundet er forpligtet til at se på klagen, skriver AFP.

/ritzau/