Det lysner i det engelske, hvor to danske spillere nærmer sig comeback efter skadesperioder.
Aston Villa-stopperen Jores Okore blev i sommer opereret i knæet, men danskeren træner nu fuldt med, og ifølge hans agent, går det strygende.
- Jores træner igen fuldt med og har gjort det i 10-14 dage. Han mangler stadig lidt endnu, men det er kun et spørgsmål om tid, før han kan spille igen. Jeg vil tro, der går et par ugers tid, siger agent Nikola Juric til bold.dk.
23-årige Jores Okore, der kom til Birmingham-klubben fra FC Nordsjælland for to år siden, spillede de sidste kampe af sæsonen før sommeren med en skade.
White Hart Dane
Også længere sydpå i London er der godt nyt for danske fans – og især Tottenham-tilhængere. Christian Eriksen, der senest måtte melde fra til landsholdet, gør også fremskridt.
- Christian er tæt på, men endnu ikke klar, siger manager Mauricio Pochettino til Tottenhams hjemmeside.
Christian Eriksen var en vigtig del af Tottenhams hold i sidste sæson, hvor han leverede 10 scoringer i 38 Premier League-kampe.
Jores Okore optrådte i sidste sæson 23 gange for Aston Villa i Premier League med et enkelt mål til følge.