Huddersfield vandt mandag den økonomisk mest lukrative kamp i verden.
Med en sejr over Reading efter forlænget spilletid og straffespark i oprykningsfinalen i The Championship er Huddersfield efter 45 års fravær tilbage i Premier League.
Med sejren på Wembley får Huddersfield del i den pengeregn, der de senere år er væltet ned over klubberne i Premier League.
Det skønnes, at klubben med oprykningen sikrer sig ekstra indtægter på mere end en milliard kroner.
Kampens betydning satte sit tydelige præg på spillet, hvor Huddersfield fik den første chance.
Efter ti minutter blev bolden spillet frem i højre side og lagt fladt over mod bageste stolpe til Isaiah Brown, der på utrolig vis fik skudt forbi mål - med bare en meters afstand til mållinjen.
Huddersfield var uden holdets danske midtbanespiller Philip Billing, der i øjeblikket døjer med en skade.
Reading-manager Jaap Stam havde anlagt en meget defensiv strategi, og først efter pausen begyndte Reading at true modstanderens mål. Men John Swifts skud efter et par minutter sad lige på Huddersfields keeper.
Påpasseligheden fortsatte i resten af anden halvleg, der ligesom de første 45 minutter endte uden scoring.
Dermed måtte de to hold ud i to gange 15 minutters forlænget spilletid, hvor holdene fortsat undlod at satse det store i frygt for en blottelse.
På et kontraangreb fik Huddersfields Nahki Wells alligevel chancen fire minutter, før affæren gik ud i straffesparkskonkurrence. Men angriberen skød forbi stolpen.
Kort efter var Huddersfield-spillerne tæt på at få foden på et frispark, der fes lige forbi mål.
I straffesparkskonkurrencen satte Huddersfields Michael Hefele sine holdkammerater under pres, da han brændte holdets andet forsøg - tyskeren sparkede forbi mål.
Det gik alligevel Huddersfields vej, da Liam Moore og Jordan Obita lidt senere brændte for Reading.
Ud over Huddersfield er Newcastle og Brighton nye i Premier League i næste sæson. Sunderland, Middlesbrough og Hull rykker ud.
Philip Billing bliver den sjette dansker i Premier League. I næste sæson vil Pierre Emile Højbjerg (Southampton), Christian Eriksen (Tottenham), Kasper Schmeichel (Leicester), Jakob Haugaard (Stoke) og Andreas Christensen (Chelsea) også spille i den bedste engelske række.
/ritzau/