Engelsk fodbold klarer sig så dårligt i Europa League, at de 20 klubber i den bedste engelske fodboldrække har diskuteret muligheden for, at Barclays Premier League skal udbetale penge for at klare sig godt i turneringen.
Det skriver avisen The Times.
I Europa League tabte Manchester United senest 1-2 til voldsomt undertippede FC Midtjylland, mens Liverpool igen leverede en blodfattig europæisk indsats i 0-0-kampen ude mod Augsburg.
Pengene skal motivere klubber og spillere til at kæmpe ekstra hårdt, i det klubberne efter mange sløje år er i overhængende fare for at miste den fjerde Champions League-plads til Italien.
Den danske fodboldekspert Niels Christian Frederiksen tror dog ikke, at penge vil have nogen effekt. Den manglende motivation har nemlig et helt andet udspring.
- Til sommer starter tv-aftalen, der giver klubberne 80 milliarder danske kroner til deling, så hvad i alverden skal de bruge Europa League til. Klubberne får en startbetaling på en milliard kroner for hver sæson i Premier League, og det er der, de lægger interessen.
- Fansene går overhovedet ikke op i Europa League og synes, det er en turnering, man bare skal ud af hurtigst muligt, og på grund af det i forvejen hårde program går turneringen ud over præstationerne i Premier League, siger Niels Christian Frederiksen, der kommenterer engelsk fodbold for Viasat.
- Selv om der er mange udenlandske spillere i trupperne, er deres indstilling nok lidt et produkt af fansenes. Mange engelske spillere går ikke op i ret meget andet end Premier League, og de gider ikke Europa League, siger eksperten.
Italien kommer fra baghjul
Begrundelsen for den eventuelle motivationsbetaling er et håb om at holde Italien bag sig i det Uefa koefficient-regnskab, som afgør hvor mange klubber, hvert land får med i de enkelte turneringer.
Serie A kan efter flere toppræstationer i 2014/15 passere Premier League i næste sæson, hvorefter de engelske klubber i så fald må nøjes med tre Champions League-pladser fra 2018. Det vil koste mange millioner pund i tabte indtægter.
- Men det handler ikke om penge i forhold til Champions League. Det handler om stolthed. Måske hjælper det på motivationen, at vinderen af Europa League kommer i Champions League, men penge vil ikke ændre noget på motivationen i Europa League, siger Niels Christian Frederiksen.
Ifølge The Times er det endnu ikke vedtaget, om motivationsbetalingen skal effektueres.
/ritzau/