De engelske mestre nedlagt af bundhold

I femte forsøg lykkedes det for David Moyes at få tre point i spidsen for West Ham, som slog Chelsea 1-0.

West Ham tog en stor skalp, da Chelsea var på besøg og blev sendt hjem med et nederlag. (Foto: © Tony O'Brien, Scanpix)

Der var næppe mange, der havde forudset, at sæsonens tredje sejr skulle komme lørdag hjemme mod Chelsea for West Ham.

Sådan gik det dog, da bundholdet slog en af Londonrivalerne 1-0 i Premier League.

Den blot tredje sejr ud af 16 mulige i sæsonen var samtidig første sejr til manager David Moyes, der stod i spidsen for West Ham i sin femte kamp.

Dermed ligger West Ham stadig tredjesidst, men klubben er nu oppe på 13 point ligesom West Bromwich Albion, der ligger lige over nedrykningsstregen og spiller senere lørdag.

Chelsea bliver på 32 point på tredjepladsen i ligaen.

Moyes viste mod, da han valgte at henvise sin målmand Joe Hart til bænken, mens han i stedet havde valgt spanske Adrian til at vogte målet.

Derudover var Winston Reid, Mark Noble og Marko Arnautovic tilbage i startopstillingen i forhold til West Hams nederlag senest til Manchester City.

Hos Chelsea var Gary Cahill, Davide Zappacosta og Tiemoue Bakayoko tilbage, og Andreas Christensen var med i Chelseas forsvar.

Morata misser udligning

Gæsternes defensiv blev da også testet fra start, og efter seks minutter gik det galt.

Her gled Marko Arnautovic pludselig igennem Chelseas forvar. Han trak forbi Andreas Christensen og fik til sidst snydt César Azpilicueta og drejet bolden forbi keeper Thibaut Courtois.

Dermed var West Ham foran 1-0 efter en god start, hvor hjemmeholdet ikke virkede tynget af de dårlige resultater.

Chelsea kom til nogle muligheder i halvlegen, men det lykkedes ikke at score, og derfor gik hjemmeholdet til pause med den lidt overraskende 1-0-føring.

Chelsea skulle frem, men West Hams defensiv formåede at holde stand, og man kunne ånde lettet op, da Alvaro Morata i fri position hamrede bolden forbi den ene stolpe med otte minutter igen.

Det var langt fra Chelseas dag, og da West Ham også holdt stand i fem minutters overtid, kunne hjemmeholdets spillere og fans bryde ud i jubel efter en sæson, hvor der ikke har været meget at glæde sig over.

/ritzau/