Leicesters forsøg på at leve op til sidste sæsons engelske mesterskab har lidt en del knæk i indledningen på denne sæson.
Lørdag blev det endnu værre, da Chelsea hjemme besejrede Kasper Schmeichel og co. 3-0.
Dermed fik Leicester en skidt optakt til mødet med FC København tirsdag i Champions League, og Leicester ligger placeret på 13.-pladsen i ligaen med blot otte point for lige så mange kampe.
Målscoren er heller ikke imponerende hos mesterholdet, der har scoret otte gange og lukket 14 mål ind.
Chelsea spillede sig med sejren op på 16 point på femtepladsen.
Chelsea skulle blot bruge syv minutter til at bringe sig foran 1-0, da Diego Costa fra tæt hold bankede bolden ind bag Kasper Schmeichel i Leicesters mål.
Det skete efter et hjørnespark, hvor Nemanja Matic smart spillede spanieren helt fri foran Schmeichels mål med en flot aflevering med hælen.
Moses slog sejren fast
Efter lidt over en halv time blev det endnu værre for mesterholdet, da Chelsea kom på 2-0 ved Eden Hazard efter en heldig situation.
Pedro modtog bolden efter en dyb stikning, men spanieren væltede omkuld i forsøget på at få kontrol over den. Liggende fik han dog flugtet bolden videre til Hazard.
Bolden ramte Hazard på skulderen, og han strøg afsted og rundede Schmeichel og sparkede den fladt i mål.
I det 79. minut slog Chelsea det sidste søm i og afgjorde opgøret med scoringen til 3-0, som Victor Moses satte ind.
/ritzau/