Fodboldspilleren N'Golo Kanté har modtaget endnu en hædersbevisning.
Chelsea-spilleren er blevet kåret som sæsonens bedste spiller i engelsk fodbold af football Writers' Association (FWA), som er en sammenslutning af britiske fodboldjournalister.
Prisen blev i år uddelt for 70. gang.
- Det er en fantastisk ære at vinde denne pris, siger midtbanespilleren til FWA's hjemmeside.
- Det er et meget stort øjeblik i min karriere, at FWA udnævner mig til årets bedste spiller, fordi der er så mange store spillere hos Chelsea og i Premier League, siger franskmanden.
Også hædret af spillerforeningen
Hans klubkammerat Eden Hazard blev nummer to, mens Tottenhams Dele Alli snuppede tredjepladsen.
26-årige N'Golo Kanté blev for to uger siden også kåret som årets spiller i engelsk fodbold.
Ved den lejlighed var det Professional Footballers' Association (PFA), den engelske spillerforening, der stod bag kåringen.
For to år siden var N'Golo Kanté et ubeskrevet blad i engelsk fodbold.
Det ændrede sig i sommeren 2015, da Leicester hentede ham i Caen i Frankrig.
N'Golo Kanté var en af profilerne i Leicesters sensationelle mesterskabssæson, og det skaffede ham en kontrakt med Chelsea.
Klubben ligger i klar førerposition i Premier League, så N'Golo Kanté har udsigt til at blive engelsk mester for andet år i træk.
/ritzau/